Når solen nu bryder igennem skylaget på lørdag den 31. maj 2014, bør man slå et smut ned forbi Sundgade i Sønderborg og få en festlig dag med dejlig underholdende live musik og en masse skønne mennesker, der alle er samlet til det årlige Fiskemarked.
Det hele starter klokken 9.00, så kom i god tid og få del i de mange spændende smagsprøver af de friske fisk og skaldyr. Køb et glas køligt hvidvin til eller en skummende fadøl og nyd så ellers stemningen på et rigtig gammeldags fiskemarked.
Markedsstemning
Med tonerne fra live-orkestret, kan man gå rundt mellem boderne og snuse til atmosfæren og se de mange forskellige fiskearter, som fiskerne har bragt friske ind fra vandet og der tilbydes alt hvad hjertet kan begære af fersk og røget fisk, skaldyr og andre fiskespecialiteter til små penge. Der er masser af muligheder for netop at finde den fiskespise man bedst kan lide.
Det årlige Fiskemarked arrangeres igen i år af Sønderborg Fiskeriforening, og marked er efterhånden blevet en fast sommertradition og en attraktion for både havnen og byen Sønderborg.