Fisk og mennesker fyldte havneområdet i Hvide Sande søndag for- og eftermiddag.
Søndag stod i fiskens tegn, da Hvide Sande fejrede ”Fiskens dag” for fjerde år i træk. Arrangementet har vist sig at være en stor succes, og havde i år flere besøgende end nogensinde før. Mange lokale og turister tog imod de forskellige tilbud, som blev præsenteret rundt om på havnen.
”Det er altid et kæmpehit, at besøgende kan komme ombord på fiskefartøjerne, og det nye tiltag ”Fiske-flånings-skolen” var så stor en succes, at dette helt sikkert også skal gentages næste år,” siger Destinationsmanager, Dorthe Frydendahl, efter en yderst tilfredsstillende dag på havnen.
Der var mulighed for at træde ombord på tre Msc-certificerede fartøjer fra kl 10:00-13:00, se hvordan indretningen på moderne fiskekuttere så ud, og få en snak med besætningsmedlemmerne. Interesserede blev ved med at hoppe på fartøjerne, og først kl. 15:00 kunne RI 468 Juli-Ane sejle fra kajen. Besætningen var dog glad for de mange interesserede gæster.
Arrangementet skal selvfølgelig gentages næste år, og bliver afholdt den første søndag i efterårsferien, som gangene forinden.