Udsigterne er gode med udgangspunkt i ICES rådgivning om brisling foruden en forventning om tilførsler af pæne mængder afskær.
ICES rådgivningen om 506.000 tons brisling fra Nordsøen fra juli i år og til 31. juni 2016 er grobund for et optimistisk 2. halvår 2015 til glæde for produktionen i både Hanstholm og Skagen.
Dertil kommer, at tilførslerne af afskær fra sildeproduktionen også ser tilfredsstillende ud.
Målsætningen er opfyldt for 1. halvår, også i forhold til budget, fastslår Fish Supply Director i Skagen John B. Christensen. Der har været forholdsvis gode tilførsler, selvom tobissæsonen som bekendt sluttede for tidligt. Dertil kommer, at samspillet mellem vore fabrikker i Hanstholm og Skagen på alle områder er koordineret tilfredsstillende. Vi oplever gode synergier med fleksibilitet og effektivitet i samarbejdet, ikke alene for os i virksomhederne, men desuden for fiskere og leverandører.
Vi kan også se frem til en mulig ekstra gevinst med fangster af havgalt. Ganske vist er kvoten nedsat betydeligt, og biologerne FF Skagen usikre på, om der bliver en fangst af betydning. Omvendt har jeg meldinger om, at der er fiskere, som tror på, at der viser sig havgalt i større mængder i løbet af efteråret.
Lossehastighed
Der er fortsat fokus på lossehastigheden og håndteringen af vand, tilføjer John B. Christensen. Nye initiativer er undervejs, således at vi også på dette område og i samarbejde med leverandørerne bliver i stand til at effektivisere yderligere. Det gælder både i Skagen og i Hanstholm.
Industrifiskeriet 1. halvår 2015
NaturErhvervstyrelsen har offentliggjort fiskeriets bruttoindtjening i 1. halvår 2015. For Industrifiskeriet blev bruttoindtjeningen 460 mio. kr., hvilket svarer til en stigning på 41 pct. sammenlignet med samme periode året før. De landede mængder blev forøget med 25 pct., og gennemsnitsprisen steg med 12 pct. Bruttoindtjeningen efter tobis er opgjort til 265 mio. kr., som er 24 pct. større end i samme periode 2014.