FF Skagen har indtil nu haft et godt år, både hvad angår landinger og produktion. Mængdemæssigt er virksomheden godt og vel på budget for året indtil nu, og 3. kvartal går over al forventning.
Tredje kvartal starter traditionelt set ud med en meget stille måned for FF Skagen, men fra august kom der andre boller på
suppen. »Vi kom flyvende ind i august. Vi har modtaget mange landinger, store mængder, og produktionen har kørt rigtig godt. Indtil nu har efteråret givet os de forventede mængder og lidt til,« siger Fish Supply Director, John B. Christensen.
Men en ting er at fange mængderne, men efterfølgende er det også alfa og omega, at produktionen kører derudad. »Det er medarbejdernes fortjeneste, at driften har kørt så godt, fordi de stiller op, når der er fisk. Der skal lyde en stor tak for, at de har trådt til i weekenderne, når fiskene var der,« siger Production Director, Lars Uldal.
Udover landingerne har FF Skagen ligeledes modtaget afskær til virksomhedens produktion af fiskemel og -olie.
»Scandic Pelagic har været en stor leverandør af sildeafskær, i særdeleshed i deres højsæson i august og september,« siger Fish Supply Director, John B. Christensen.
Lukkeperiode uden vanskeligheder
I år var første gang, FF Skagen i to uger var lukket helt ned for modtagelse af fisk i uge 29 og 30, da den tidligere fabrik i
Hanstholm ikke som vanligt har kunnet tage over i perioden.
»Vi havde obligatorisk vedligehold og havde ingen andre muligheder end at holde lukket, og det gik simpelthen ud
over al forventning. Vi er glade for, at fiskerne kunne acceptere, at vi holdt lukket i to uger. Der skal også lyde en stor ros til formændene og til teknisk afdeling, som
både i lukkeperioden og de travle perioder har været rigtig gode til planlægningen,« siger John B. Christensen.
»Overordnet set er både driften af produktionen og vedligehold gået rigtig godt, så vi lige nu er et godt sted, som vi havde regnet med og håbet på,« siger Production Director, Lars Uldal.
FF Skagen vil fremadrettet se på at planlægge de nødvendige stop til vedligehold i uge 29 og 30 som i år.