Trods langstrakte forhandlinger lige op til deadline i denne uge, så lykkedes det ikke de færøske politikere at finde fælles fodslag om en ny fiskeripolitik.
Selv om der var politisk enighed om størstedelen af det ambitiøse udkast fra den siddende koalition (Javnaðarflokkurin, Tjóðveldi og Framsókn), så strandede forhandlingerne på en strid om, hvor stor en del af de færøske fiskeressourcer og tilladelser skal udbydes på auktion.
Den siddende koalition – som lige siden efteråret er gået efter en bred, politisk opbakning – ønsker, at størstedelen af tilladelserne til at fiske med tiden skal sælges på auktion. Dette for, at nye aktører kan komme på banen, og at fokus på mængder viger til fordel for fokus på optimal udnyttelse og værdiskabelse.
Men trods en ihærdig indsats fra fiskeriminister Høgni Hoydal, så lykkedes det ikke at opnå enighed. Især partiet Sambandsflokkurin har modsat sig tanken om en meget udbredt auktionsmodel. Partiet går derimod ind for et mere begrænset salg af fisketilladelser på auktion, men ønsker, at historiske tilladelser fortsat i vidt omfang skal respekteres.
Derfor vil der i starten af uge 10 komme to lovforslag til behandling i det færøske lagting: Ét fra regeringskoalitionen og ét fra Sambandsflokkurin.
Loven om ny færøsk fiskeripolitik skal efter planen træde i kraft 1. januar 2018. FiskerForum.dk