Færingerne går til stemmeurne i dag, hvor krydset skal sættes ved det parti der skal lede landet de næste fire år.
Sidste meningsmåling op til valgdagen, viser at det færøske socialdemokrati (Javnaðarflokkurin), fører i meningsmålingerne og holder det stik, tegner der sig et regeringsskifte på Færøerne.
Gallup Føroyar har i deres prognose det socialdemokratiske parti, (Javnaðarflokkurin), med den tidligere lagmand, Aksel V. Johannesen, som vinder af valget med knapt 26 procent af stemmerne, det skriver det færøske medie Kringvarp.
De borgerlige partier, Fólkaflokkurin (Liberalt konservative) og Sambandspartiet (Liberalt Forbundsparti) går i målingen tilbage. Så der tegner sig et regeringsskifte fra blå til rød på de Nordatlantiske Øer.
Valgkampens helt store emner, har udover fri abort samt boligsituationen på øen også drejet sig om forholdet til Rusland og den netop indgået fiskeriaftale.
Færøerne og Rusland afsluttede fredag den 25. november, forhandlingerne om en forlængelse af fiskeriaftalen med Rusland med et år i Nordøst-Atlanten. Aftalen for 2023 blev indgået midt i valgkampen.
Det måske kommende regeringsparti Javnaðarflokkurin (socialdemokrati) med Aksel V. Johannesen har udtalt, at det er i orden at lave en aftale med Rusland nu, fordi man ikke har forberedt et alternativ. Men efter et valg går partiet i gang med at forberede færingerne til en fremtid, hvor der ikke er et fiskerisamarbejde med Rusland, hvis der fortsat er krig i Ukraine, understreger formanden for Javnaðarflokkurin (socialdemokratiet) Aksel V. Johannesen til mediet Kringvarp Føroya.
I alt syv partier stiller op til valget på Færøerne og de kæmper om de 33 pladser i Lagtinget.