I morgen får Eva Kjer Hansen overdraget både Miljøministeriet og Fødevareministeriet, der fremover bliver til et nyt Miljø- og Fødevareministerium. Departementschefen bliver Henrik Studsgaard.
Et af Slotsholmens ældste ministerier, Fødevareministeriet, der stammer tilbage fra 1896 med oprettelsen af Landbrugsministeriet, bliver nu slået sammen med et af de yngste, Miljøministeriet, fra 1971. Navnet bliver Miljø- og Fødevareministeriet, og den nye minister Eva Kjer Hansen får i morgen overdraget begge ministerier.
Der vil blive holdt overdragelsesreception mandag den 29. juni kl. 14.00 i Miljøministeriet, hvor Kirsten Brosbøl vil overdrage Miljøministeriet til Eva Kjer Hansen. Adresse: Banksalen, Børsgade 4.
Sammen dag kl. 14.30 vil Dan Jørgensen overdrage Fødevareministeriet til Eva Kjer Hansen i Fødevareministeriet. Adresse: Slotsholmsgade 12.
Pressen er velkommen ved begge receptioner.
Den nye departementschef for Miljø- og Fødevareministeriet bliver Henrik Studsgaard, der hidtil har stået i spidsen for Miljøministeriet. Det nye ministerium beskæftiger i alt 5.200 medarbejdere fordelt på departement, fem styrelser og tre klagenævn.
Geodatastyrelsen flytter fra Miljøministeriet til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Energiklagenævnet flytter fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet til Miljø- og Fødevareministeriet.