Så skarpt lyder budskabet i en ny rapport fra Den Europæiske Revisionsret, der har til opgave at kontrollere, om EU-midler anvendes korrekt.
I rapporten skriver Den Europæiske Revisionsret blandt andet, at EU-Kommissionen har sat kursen for at skabe et marked for vedvarende brint gennem sin Brintstrategi og REPowerEU-plan, som indeholder EU-mål for brintproduktion og -import.
Vedvarende brint er en måde at reducere CO2-udledning på, især i de sektorer, der er svære at gøre CO2-neutrale. I perioden 2021-2027 er den samlede EU-finansiering til brintrelaterede projekter anslået til 18,8 milliarder euro.
Revisionsretten konkluderer, at Kommissionen delvist har haft succes med at skabe de rette betingelser for det nye brintmarked og den tilhørende værdikæde. Den lovgivningsmæssige ramme er stort set på plads, men der er stadig nogle udfordringer.
Èn af Revisionsrettens hovedanbefalinger er, at fremtidige strategiske beslutninger bør baseres på en realistisk vurdering, så man undgår nye afhængigheder.
Du kan læse hele rapporten her »special report 11/2024: The EUs industrial policy on renewable hydrogen..«
Så inden EU investerer yderligere milliarder af euro i udviklingen af grøn brint, bør man følge rapportens anbefalinger. En rapport der ikke mener det realistisk, at forvente at grøn brint vil få en afgørende rolle i i Europæisk grøn omstilling – ikke i den nærmeste fremtid, skal forstås.
Revisionsretten mener, at EU’s industripolitik for grøn brint har brug for et realitetstjek. Stef Blok, der leder revisionsarbejdet, påpeger, at målet om at producere 10 millioner ton grøn brint i EU inden 2030 er urealistisk. Ambitionerne er uklare og bygger på fejlagtige antagelser, og da markedet for grøn brint stadig er i sin spæde start, er det svært at sætte præcise mål.
Det samme mener Ben McWilliams, analytiker ved tænketanken Bruegel, der overfor Altinget Maritim påpeger, at selvom grøn brint teknologisk set fungerer, er det stadig usikkert, om det kan skaleres op og blive økonomisk bæredygtigt.
McWilliams er enig med EU’s revisorer i, at målet om at producere 10 millioner ton grøn brint inden 2030 er urealistisk. Ifølge McWilliams opstod de store brintambitioner i kølvandet på Ruslands angreb på Ukraine, hvor EU hurtigt ønskede at blive uafhængig af russisk gas. Han mener dog, at et andet mål – at 42 procent af den brint, der bruges i europæisk industri, skal være grøn inden 2030 – nok er mere realistisk. McWilliams understreger, at der er mange planer, men få konkrete investeringsbeslutninger, da folk fortsat er usikre på det fremtidige behov.
Professor Marie Münster påpeger ligeledes overfor Altinget Maritim, at EU skal have store ambitioner, hvis det vil være verdensleder inden for grøn brint. Men det er en udfordrende opgave at nå målene inden 2030.
Münster forklarer, at selvom der er mange planer, er der stadig usikkerhed om, hvordan værdikæderne skal fungere, og hvilke store anlæg der skal til for at få det hele op at køre. Mange investeringer er endnu ikke besluttet, fordi folk er usikre på fremtidige behov og reguleringer.
Samtidig er der en mulighed for, at markedet kan vokse hurtigt, hvis der pludselig kommer et gennembrud, bemærker Münster. Du kan læse Ben McWilliams og Marie Münsters udtalelser her på Altinget Maritim.
Konklusionen fra Revisionsretten er klar: Det er usandsynligt, at målene for 2030 kan nås.
Men hvad er brint?
Brint er et kemisk element, som er en gas under normale forhold. Der findes også forskellige brintderivater, såsom ammoniak og syntetiske elektriske brændstoffer (som e-metan eller e-metanol).
Brintens værdikæde, som vist i figur 1, dækker tre faser:
(1) Produktion
(2) Transport, distribution og opbevaring
(3) Anvendelse