Det er resultatet af en handel indgået mellem danske og norske fiskeriinteresser, der nu udmønter sig i en fælles satsning på havnen i Hirtshals, med en af europas største fisketerminaler til følge.
Første skridt på vejen var aftalen om Skagerak Salmon i Hirtshals, der handles og skifter fra danske ejere til norske Sekkingstad. Samtidig indgår ejeren Skagerrak Holding aftale med Sekkingstad om etablering af en af Europas største terminaler for modtagelse og afsendelse af laks og andre fisk.
Ever Espersen adm. Direktør i Skagerrak Holding, siger til Nordjyske.dk, at med handlen styrkes den topmoderne og højtspecialiseret Skagerak Salmons position, med fortsat vækst og sikkerhed for beskæftigelsen af de mere end 120 ansatte på fabrikken.
Skagerak Fiskeeksport med i terminalprojektet
Skagerak Holding, der også ejer Skagerak Pelagic i Skagen og Skagerak Fiskeeksport i Hirtshals, investerer i Skagerak Salmons tidligere sildefabrik i Hirtshals sammen med Sekkingstad, der således med et slag får et godt og solidt fodfæste indenfor EU, samtidig med at terminalen bliver et logistik-knudepunkt og brohoved for laks fra Norge.
De to gamle familieforetagner, der producerer fersk og frossen laksefilet og ørred, er Skagerak Salmon i Danmark med mere end 80 år og en årsomsætning på en halv millard Dkr. samt norske Sekkingstad med sine 90 år med en lidt større omsætning på ca. 1,6 millarder Dkr.