EU og Norge er idag gået fra hinanden uden at have nået frem til en aftale om fiskeriet på de fælles bestande i Nordsøen og Skagerrak. Der er i første omgang ingen meldinger om, hvorvidt parterne har aftalt dato for en ny forhandlingsrunde.
Det er i følge meldingerne igen makrelkrigen, der har været årsag til, at parterne ikke har formået at indgå en aftale om fiskerikvoterne for 2014 i Nordsøen og Skagerrak. Natten mellem fredag og lørdag var der enighed om en aftale for Nordsøen og Skagerrak, men Norge insisterede pludselig på, at man først ville underskrive aftalen, når der også var lavet en aftale for makrelkvoten i Nordøstatlanten.
Der blev her til formiddag og henover frokost forhandlet mellem parterne, men Norge var ikke indstillet på at skrive under på aftalen om Nordsøen og Skagerrak, førend der også var en aftale om makrel – og derpå gik parterne fra hinanden.
For dansk fiskeri betyder det, at danske fortsat ikke har adgang til at fiske i norsk farvand. Det har været tilfældet siden årsskiftet, og det har allerede givet såvel fiskeriet som fiskeindustrien et stort tab omsætningsmæssigt.
EU og Norge begyndte den seneste runde forhandlinger om fiskeriet på de fælles bestande i Nordsøen og Skagerrak torsdag i denne uge. De skulle være begyndt onsdag, men forhandlingerne om makrelkvoterne i Nordøstatlanten trak ud og udsatte de bilaterale forhandlinger.