Ny analyse viser faldende selvforsyning, højere omkostninger i EU og voksende konkurrence fra tredjelande
En ny analyse fra januar 2026 viser, at EU i stigende grad er afhængig af import af fisk og skaldyr, og at unionens egen produktion kun dækker en mindre del af det samlede forbrug. Rapporten gennemgår økonomi, konkurrenceevne og innovation i både fiskeri og opdræt og peger på, at der skal nye politiske og teknologiske greb til, hvis EU vil styrke sin fødevaresikkerhed på seafood-området.
Det skriver PECH EU Fiskeriudvalg om en analyse af EUs selvforsyning af fisk og skaldyr (læs her) (engelsk)
EU’s selvforsyning med fisk og skaldyr er faldet støt og lå i 2022 på 37,5 procent. Det tal dækker endda over en endnu større afhængighed, fordi EU eksporterer en betydelig del af sine egne fangster som makrel og sild, mens andre arter importeres. Når eksporten trækkes fra, dækker EU’s egen produktion kun godt 14 procent af forbruget, hvilket betyder, at mere end fire ud af fem seafood-produkter på europæernes tallerkener kommer fra udlandet. Stigende priser, Brexit og krigen i Ukraine har samtidig presset markedet og fået flere forbrugere til at vælge billigere importvarer.
Forskellen er stor mellem arterne. Tun og laks er i høj grad importvarer, især fra lande som Norge og Chile. For klassiske bundfisk som torsk og kulmule kommer kun omkring en femtedel fra EU, og landingerne er faldet markant de senere år. Muslinger og østers er fortsat stærke EU-produkter, men presses af klimaændringer og konkurrence udefra, mens rejer næsten udelukkende importeres.
Rapporten peger på, at EU’s fangstfiskeri generelt er dyrere at drive end i mange konkurrerende lande. Løn og brændstof fylder mere i regnskabet, og flåderne er ofte ældre og mindre effektive end i for eksempel Norge og Island, som til gengæld har investeret i moderne fartøjer og teknologi. Marokko, som er en stor leverandør til EU, kan producere billigere på grund af lavere energi- og lønomkostninger, men her rejser der sig samtidig spørgsmål om bæredygtighed og ressourcepres i nogle farvande.
Også på opdræt halter EU efter. Produktionen har i mange år ligget omkring én million ton og dækker kun cirka ti procent af forbruget. Høje omkostninger, komplekse regler og begrænset adgang til egnede områder bremser væksten. Foder, energi og arbejdskraft er dyrere end hos konkurrenter som Tyrkiet og Chile, som har opbygget store, effektive og integrerede opdrætssektorer og kan levere store mængder til konkurrencedygtige priser.
Ifølge analysen er øget innovation i akvakultur en nøgle, hvis EU vil løfte sin selvforsyning. Det gælder blandt andet opdræt til havs og lukkede recirkulerede anlæg på land, men begge dele kræver store investeringer og hurtigere myndighedsgodkendelser. Samtidig anbefales det, at EU styrker støtteordninger til grøn og digital omstilling i fiskeri og opdræt, fremmer brugen af ny teknologi og stiller skrappere bæredygtighedskrav til importeret fisk og skaldyr gennem handelsaftaler og mærkningsordninger.
