Det er Sportsfiskernes formand Torben Kaas og Socialdemokratiets fiskeriordfører Kasper Roug (S) der i et debatindlæg på Altinget.dk under overskriften skriver »Østersøens fremtid afhænger af øget miljøbeskyttelse, skånsomme fiskemetoder og en økosystembaseret tilgang.«
Pæne ord om et farvand der langsomt syner hen og som i skribenternes og debattørenes fortælling også er så presserende dårligt, at torsken er tæt på et kollaps i Østersøen. Begge debatører mener da også, at skal udviklingen vendes, kræver det ekstra turbo på omstillingen til skånsomme fiskemetoder og i særdeleshed en langt bedre miljøbeskyttelse samt et fiskeri, der skal have en økosystembaseret tilgang.
De herrer Kaas og Roug er enige om, at forvaltningen i Øresund har betydet, at der i årtier har været et eftertragtet og populært lystfiskeri efter torsk. Undersøgelser har endda vist, at værdien af det rekreative lystfiskeri efter torsk i Øresund er højere end det erhvervsmæssige.
Red. Første indrømmelse dvs. erhvervsfiskeriet har måtte vige pladsen for lystfiskere, som ikke fisker under samme betingelser som dé der skal leve af fiskeriet – ingen landingsforpligtelse, ingen meldepligt eller elog oplysninger og næsten ingen fiskerikontrol mv. Et frit fiskerliv uden det tyngende bureaukratiske åg, som fisker større mængder end det erhvervsmæssige fiskeri gør.
Der hersker ikke længere tvivl om, at Østersøen er i en miljø- og naturmæssig krise, skriver de videre i deres debatindlæg. Store områder er plaget af forurening og iltsvind, og vigtige leve- og opvækstområder for en række fiskearter er forsvundet.
Debatørerne skriver endvidere, at der i den seneste finanslov blev aftaleparterne enige om at etablere en trawlfri zone i Bælthavet (Lillebælt, Storebælt og Langelandsbælt), som skal bidrage til at skabe et bedre havmiljø, blandt andet ved fremme af skånsomme fiskerier, at forbedre gyde- og opvækstforhold for torsken, som vil have bedre muligheder for at finde ly i uforstyrrede og intakte bundhabitater, samt styrke lystfiskeriet og lystfiskerturismen i området ved torskens tilbagevenden.
Red. Første korrektion Trawlfri zoner i Bælthavet (Lillebælt, Storebælt og Langelandsbælt) vil ikke rette op på livet i havet og på fiskebestandene. I et notat til Folketinget har DTU direkte skrevet, at: »Et totalt forbud mod bund-trawling forventes dermed ikke at øge biodiversiteten af fisk, havpattedyr og fugle med mindre det suppleres med restriktioner på brugen af andre redskaber. Effekten af trawlfiskeriet på havbunden varierer meget fra område til område og i nogle områder er der slet ingen effekt på havbunden, at spore.
Aftaleparterne i finansloven vil desuden etablere en ophugningsordning for fiskere i Østersøen, efter at EU’s fiskeriministre i oktober besluttede at reducere torskekvoterne med 88 procent. Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) har af samme årsag varslet, at der er en handlingsplan for fremtidens fiskeri i Østersøen på vej.
Red. Anden indrømmelse En fornuftig ophugnings- og oplægningsordning imødeses derfor med spænding, desværre er der endnu ingen penge på vej endnu, selvom der er bevilliget et trecifret millionbeløb i ophugningsstøtte.
De to skribenter kommer også ind på klimaforandringerne skubber til balancen i Østersøen, og de stigende havtemperaturer påvirker havets modstandskraft og livet i det. Oven i det hele har en markant øget population af skarver og sæl medvirket til et yderligere pres på blandt andet torskebestanden.
Red. Tredje indrømmelse Som nogle af de få, kommer Kaas og Roug ind på det som fiskerne i årevis har råbt højt om – nemlig sælernes og skarvens glubske appetit. De indtager væsentligt flere fisk end fiskernes kvoter tilsammen i Østersøen. I følge DTU har et internationalt metastudie for fire år siden vist, at fugle spiser lige så mange fisk i Østersøen som sælerne (100.000 tons fisk om året). Skarven er den af fuglene, der spiser mest, nemlig 40.000 tons om året. Men skarven er en trækfugl, så når fuglen trækker betyder det, at der i perioder er over 250.000 skarv i luften over de danske farvande – det betyder at der indtages nogle flere fisk end det først estimerede.
Kaas og Roug fortæller videre, at udover de miljømæssige presfaktorer er årtier med højt fisketryk en af de vigtigste årsager til torskens nedgang. De massive landinger af torsk tilbage i 80’erne, der i 1984 toppede med en samlet fangst for Østersøen på 409.000 tons, er i dag reduceret til en minimal bifangstkvote.
Red. Anden korrektion Tidligere påstande om overfiskeri i det ofte meget udskældte og udhængte trawlfiskeri, er nu ikke længere hovedsynderen i forklaringen på hvorfor fiskene er væk fra vores farvande, som Østersøen – nu lyder forklaringen istedet på klimaforandringer og udledninger af næringsstoffer samt efterfølgende iltsvind. Det skriver cheffiskerikonsulent Jørgen Dalskov og sektionsleder Marie Storr-Paulsen, begge fra DTU Aqua.
Det indrømmes dog, at en ændret praksis indenfor erhvervsfiskeriet ikke alene kan løse udfordringerne.
Men begge de herrer Kaas og Roug hopper igen over i den gamle rille i grammofon-pladen, omkring trawlforbuddet i Bælthavet, er et vigtigt skridt til at forbedre havmiljøet og dermed give en rigere natur.
Red. Trejde korrektion Det hele startede med at enkelte politikere troede, at et trawlforbud i Bælt-havet var svaret på en miljørigtig handling der endegyldigt kunne redde økosystemerne. Det kan ikke være mere forkert. I en rapport fra 2015 har Aquamind i et projekt-samarbejde med både DTU Aqua og CatchFish samt producenterne Thyborøn Trawldoor og Nordsøtrawl vist, at det er muligt at reducere brændstofforbruget markant, mindske bundpåvirkningen og øge rentabiliteten ved, at anvende den bedst kendte teknologi i trawlfiskeriet. Denne bæredygtige praksis er den mest udbredte i dag.
Et glimrende eksempel på effekten af et trawlforbud finder vi i Øresund, skriver både lystfiskeren og socialdemokraten. I 90 år er der ikke blevet fisket med trawl i det trafikerede farvand mellem Danmark og Sverige, og Øresund er i dag kendt for at være rigt på fiskearter og sunde habitater og er et af de eneste steder i Østersøen, hvor torsken i et vist omfang stadig trives og har succes med at gyde.
Red. fjerde korrektion Flere ynder at sammenligne med Øresund, hvor der er trawlforbud – Her oplyser man at biodiversiteten samt fiskeriet ligger i top, netop pga. trawlforbuddet – men læser man tallene fra Fiskeristyrelsens landingsrapport for blot fire kendte arter som, Rødspætte, sild, skrubbe og torsk så er landingerne i levende vægt faldet de sidste 5 år med 74 procent, fra samlet 1.303 tons i 2017 til 330 tons i 2021 dvs. en manko på 973 tons – hvor er så eksistens grundlaget henne selv for garnfiskere i dette område, hvor der ikke er trawlet i de sidste 90 år (1932). Flere fiskere som FiskerForum.dk har talt med bekræfter, at fiskeriet i Øresund absolut ikke er hvad det har været. Mon ikke man istedet bør revidere sin opfattelse af, hvad der egentligt er galt i de indre danske farvande, istedet for hele tiden at skyde på trawlfiskeriet, der helt tydeligt her – ikke er den skyldige.
Med det sagt, skal lystfiskeriet naturligvis ikke nødvendigvis vægtes højere end erhvervsfiskeriet. For der skal stadig fisk på forbrugernes tallerkner. Men med den rigtige forvaltning kan man både sikre et bæredygtigt erhvervsfiskeri og et attraktivt lystfiskeri, som kan give den højst mulige værdi af det samlede fiskeri, samtidig med at vi beskytter naturen og fiskebestandene.
Red. Fjerde indrømmelse Et hobby noget andet erhverv og ja – man bør ikke forfordele et hobbyfiskeri fremfor et erhvervsfiskeri, hvor fiskerne her, har det som deres hovedbeskæftigelse og derfor ikke som fritids- og lystfiskerne bare kan holde en pause, uden det får uoverskuelige økonomiske konsekvenser.
Den femte og sidste korrektion i artiklen, er skribenternes forhold til rapporter, der bedst passer ind i deres billede af en virkelighed, som de gerne vil se den. De henviser til en rapport fra det svenske nonprofit-organisation »The Fisheries Secretariat« (FishSec) under projektet »Return of the Cod«. Her anbefaler man at der implementeres en økosystembaseret og dermed bæredygtig forvaltning af fiskeriet i Østersøen.
Til slut slår de to debatører fra hhv. sportsfiskerne og socialdemokratiet fast, at det langsigtede mål ikke er at begrænse fiskeriet, men derimod at skabe de bedste forudsætninger for et bæredygtigt og værdifuldt fiskeri i Bælthavet. Det må være den femte og sidste indrømmelse fra begge de herrer – så kommer vi det nok ikke nærmere for Logikken i, at man med et trawlforbud i Bælthavet, vil give flere mindre fartøjer et eksistensgrundlag – halter. Hvis vi taler fiskere der lever af at afleverer deres fangster til fiskeauktionerne, så kommer de ikke til at fange fisk i de mængder som trawlerne har kunnet, dertil er der ikke nok garnfiskere til at opveje dette.
Og netop mængden af fisk er afgørende her, for landes der ikke tilstrækkeligt med fisk i de mindre havne, er det ikke attraktivt og rentabelt nok for »fiskeauktionerne« at hente fisken. Det samme gælder omsætningen på isværker, kølerum m.m. her er det også mængden af fisk der er afgørende. Er først afhentningen af fisk og kølingen ikke tilstede, så dør de mindre havne som Fiskerihavne. Som ringe i vandet breder det sig til de erhverv som lever af at servicere fiskeriet, de ender også i en ond spiral af økonomisk deroute.
