Fangstrejse begrænsninger og kvote-forringelser er de dystre udsigter for kystfiskerne, hvis reguleringsbekendtgørelsen, der for tiden er til høring, vedtages.
Så det er ikke kun problemer med sultne sæler formanden for Bornholm og Christiansøs Fiskeriforening, Thomas Thomsen slås med for tiden.
Til Fiskeri Tidende skitserer Thomas Thomsen problemerne med fangstrejsernes varighed, der foreslås ændret fra de nuværende tre døgn til nu kun et døgn. Det vil få fatale følger for ca. 20 ud af de sammenlagt 60 aktive kystfiskere på Bornholm, med mindre de omlægger deres fiskeri. Det er nemlig ikke muligt at leve op til kravet om, at 80 procent af fangstrejserne skal vare under et døgn. For både i torske- og laksefiskeriet strækker turen sig ofte over mere end ét døgn.
Formanden for Bornholm og Christiansø Fiskeriforening er selv en af de fiskere, der er med i kystfiskerordningen. Han kommer selv i klemme, hvis ændringen sker. En del af året fisker han efter jomfruhummer i Kattegat, hvor fangstrejserne varer over ét døgn. Der er meget store omkostninger, hvis vi skal fiske og lande jomfruhummer hver dag, siger Thomas Thomsen, der må overveje om han skal fortsætte med at fange jomfruhummer i sommerperioden eller blive i kystfiskerordningen.
Den anden ændring i ordningen, der giver rynker i panden, er at der kun må lejes fisk mellem kystfiskerne i ordningen. Det er ifølge Thomas Thomsen et andet helt afgørende ben for god økonomi for kystfiskerne på Bornholm, der tit må slås med dårligt vejr og derfor ikke altid har mulighed for at fiske deres kvote op. Forholdene omkring Bornholm er specielle, da man ikke som man som oftest kan i de indre danske farvande, kan finde læ.
I forlængelse af de vejrmæssige udfordringer Bornholmske fiskere tumler med, har deres kystfiskeri de senere år været stærkt plaget af sæler. Og det breder sig, siger Thomas Thomsen. Det betyder, at de mindre fartøjer får sværere ved at fange deres andel af kvoten, og de har derfor måttet leje en del af kvoten ud til andre fartøjer, der har mulighed for at fange torsken. Og der har det ofte været fartøjer som Thomas Thomsens, der har lejet. Men er de ikke længere med i ordningen, så kan der kun lejes ud til fartøjer af samme type. Og de vil heller ikke kunne gå længere fra land eller fiske i dårligt vejr, så indtægten ved leje af fisken forsvinder for kystfiskeren.
Så det er en lidt dyster udsigt Bornholmske fiskere går i møde 2013, hvis reguleringsbekendtgørelsens ord-ret bliver vedtaget, siger Thomas Thomsen.
Kilde: Danmarks Fiskeriforening
FiskerForum.com