Fiskeristyrelsen skriver nu kontrakt med DTU Aqua om undersøgelse af forekomst af spøgelses-net i de danske farvande.
I midten af marts 2019 blev en opgave om undersøgelse af forekomst af spøgelsesnet sendt i udbud. Spøgelsesnet er net og garn, som fiskere har mistet, og som fisk og havpattedyr samt dykkere kan blive fanget i.
Fiskeristyrelsen har modtaget to tilbud, hvoraf DTU Aquas tilbud er blevet vurderet som det bedste.
DTU Aqua gennemførte tilbage i 2017 et pilotprojekt om spøgelsesnet, hvor formålet var at foretage en grundlæggende viden videnindsamling om tabte redskabers karakter, omfang og udbredelse i udvalgte, danske havområder, som kunne danne grundlag for en videre indsats på området.
Pilotprojektet resulterede i en begrænset dokumentation for tilstedeværelsen af spøgelsesnet i danske farvande.
DTU Aqua skal nu på baggrund af bl.a. observationer fra pilotprojektet undersøge (og kvantificere) forekomsten af spøgelsesnet i områder, hvor der er stor sandsynlighed for spøgelsesnet.
Herudover skal der afprøves og tilpasses metoder til effektiv oprensning af spøgelsesnet, som samtidigt er skånsomme og omkostningseffektive.
DTU Aqua har halvandet år til at gennemføre projektet, som støttes af Den Europæiske Hav- og Fiskerifond.
Projektet skal være gennemført i december 2020.