Opgraderingen sker på baggrund af ulykken, der ramte Hirtshals Yard i august måned i år, da værftets 82 meter lange flydedok kæntrede. En kæntring der anrettede skader på dokken for 10 millioner kroner og på den norske trawler »Hardhaus«, der lå indeni, for 40 millioner NOK.
Store beløb som værftet heldigvis får dækket af forsikringsselskabet, oplyser administrerende direktør Rasmus Brohus fra Hirtshals Yard til Nordjyske. Brohus fortæller samtidig, at man nu har fundet årsagen til havariet. Et havari, afstedkommet af flere uheldige omstændigheder, med både en defekt ventil, der gjorde at vand uhindret kunne trænge ind i dokken og en ødelagt telefonlinje, så den nødvendige hjælp ikke kunne nå frem rettidigt.
Til Nordjyske forklarer Brohus, at sikkerheden nu er opgraderet med ekstra kæntringsalarm ombord med mobilforbindelse istedet samt et super avanceret system, der måler på betydeligt flere parametre end før, så uheld af denne art forhindres i fremtiden.
Med den nuværende opgradering, forventer værftet at flydedokken kan holde endnu ti år. Herefter regner man med at værftets helt store ønske om en større flydedok er virkeliggjort.
En konkurs blev afværget
Hirtshals Yard har i dag 65 ansatte og ca. 35 ansatte af underleverandører, så katastrofen med den kæntrede flydedok, kunne i værste fald have udløst en fyreseddel til 100 personer.
Men målrettet arbejde af værftets folk, seks dage om ugen, i alle døgnets lyse timer, har sammen med et velvilligt bagland, været med til at Hirtshals Yard har overlevet kæntringen. »Havde dokken ikke kunne repareres, var vi gået konkurs,« understreger værftets direktør Rasmus Brohus direkte adspurgt. »Det koster sved og hårdt arbejde at få flydedokken op at køre igen til december, som er håbet hvis ellers vejret kan arte sig,« siger direktøren til Nordjyske.
Du kan læse hele artiklen på Nordjyske.dk her
Kilde: Nordjyske.dk FiskerForum.dk