Med hovedoverskriften, ”Der er fortsat en fremtid for dansk fiskeri”, i en særudgave af Fiskeri Tidende, som udleveres på Folkemødet på Bornholm, sætter Danmarks Fiskeriforening fokus på dansk fiskeri netop nu.
Men som Kim Vejrup, redaktionel chef ved Fiskeri Tidende skriver som underoverskrift; ”Det kræver dog i høj grad en politisk indsats, hvis de grundlæggende forudsætninger skal omsættes til udvikling af dansk fiskeri.”
Selv om dansk fiskeri oftest finder vej til mediernes forsider, når kvoterne bliver sat for lavt, eller økonomien er ved at ramme bunden, så er der faktisk også mange indikatorer, der peger fremad for dansk fiskeri.
Hvis man ser på det vigtigste og mest grundlæggende for fiskeriet – bestandene af fisk i havet – så tegner det positivt. Ja, det tegner endog meget positivt, når man ser på de arter og fiskerier, hvor de danske fiskere henter deres primære indtægter.
”Når vi ser over de seneste år, så har bestandene i Nordsøen, Skagerrak og Østersøen fået det betydeligt bedre. Fiskeritrykket falder, og det samme gælder for fiskeridødeligheden – altså det udtag af bestanden, som fiskeriet har. Det lover godt for fremtidens fiskeri,” siger formanden for Danmarks Fiskeriforening PO, Svend-Erik Andersen.
Finansiering
Der er fiskerier, hvor bestandssituationen ikke er helt i top, og der er også fiskerier, der er stærkt påvirkede af en ustabil biologisk rådgivning – fx det meget vigtige tobisfiskeri og senest også fiskeriet efter torsk i Østersøen. Men set over en bred kam, så er situationen i havet til fiskernes fordel, mener formanden.
Der er dog en række andre elementer, der er altafgørende for, hvordan dansk fiskeri vil udvikle sig. Og selv det kan være svært at prioritere, så er det meget vigtigt for det danske fiskerierhverv, at man får en bedre finansiering. Som det er i dag, har fiskerne ikke mulighed for at tage realkreditlån, men må gå i banken for at få finansieret deres erhverv.
”Det er langt dyrere end for fx landmanden. Og vi er i skarp konkurrence med de fødevarer, som landmændene producerer, og det siger sig selv, at når vi har langt højere omkostninger, end de har, ja, så bliver det en unfair konkurrence,” siger Svend-Erik Andersen.
Det har over de seneste par år vist sig på bundlinjen hos især konsumfiskerne. Priserne på fisk er faldet markant, og det giver en lavere indtjening til fiskerne. Så selv om forbrugerne måske oplever uændrede priser på fisken, så får fiskerne mindre og mindre ind på bankbogen for deres arbejde.
Trængsel
I det hele taget, så er den daglige drift et vigtigt punkt for dansk fiskeri. Det gælder udgifterne til brændstof, til vedligeholdelse af fartøj, til udstyr, til sortering, til transport og salg, til videreforhandling af fisken.
Derudover er det også vigtigt for fiskerne at få håndteret den stadigt stigende trængsel, der er på havet. Selv om havet om Danmark er stort, og der på “papiret” er rigeligt med plads til at sætte garn eller smide et trawl i havet, så bliver fiskerne presset af mange andre interesser.
”Hensynet til miljøet bliver vægtet højt, og det har vi fuld forståelse for. Vi er om nogen interesserede i, at der er et godt miljø i havet, fordi det har en direkte effekt for fiskebestandene. Men vi mener, der kan og skal være plads til, at vi fortsat har et rentabelt, effektivt og økonomisk bæredygtigt fiskeri,” siger Svend-Erik Andersen.
Politisk ansvar
Det er ikke kun på miljøsiden, at fiskeriet bliver presset på sin egen “hjemmebane” – havet. Der bliver opstillet stadigt flere havvindmøller, ligesom der bliver hentet ressourcer op fra havbunden i et uset tempo. Dertil kommer, at der også bliver mere og mere trafik på havoverfladen – noget der også gør pladsen trang for fiskerne.
”Dansk fiskeri har stor betydning for det danske samfund. Det gælder for havnene, det gælder for lokalsamfundene langs de danske kyster. Derfor er det vigtigt, at rammerne for fiskeriet bliver mere stabile, og det er sidste ende op til politikerne – det er deres ansvar at give os rammerne, og så lade os, fiskerne, tage ansvaret for at udnytte mulighederne bedst muligt,” siger Svend-Erik Andersen.
Målsætning for dansk fiskeri 2020
Finansiering – I 2020 skal 50% af gælden i den danske fiskerflåde være i realkredit-lignende belåning.
Flåden – Alle danske fartøjer er fra dette årtusinde.
Bestandssituationen og det økonomiske udbytte af fiskeriet – I 2020 skal værdien af danske landede fisk være forøget med mindst 50 % i forhold til nu.
Kvoterne - I 2020 er fiskeriet baseret på flerårskvoter på grundlag af et tæt samarbejde mellem fiskere og forskere.
Fangstskvoter / discardforbud – Der er i 2020 også 1) Større fiskemængder 2) Færre tekniske regler 3) Forenklet fiskerikontrol.
Udnyttelse af alle arter – Vi har også en udvikling der sikrer, at vi kan udnytte alle danske kvoter.
Markedsforhold – Dansk fiskeri er bæredygtigheds-certificeret.