Onsdag i sidste uge forsvandt den 24 meter lange belgisk trawler Z 85 Morgenster med fire besætningsmedlemmer om bord, i den engelske kanal.
Du kan læse FiskerForums artikel om forliset her
Alle kræfter blev sat ind i eftersøgningen af den forsvundne trawler, som havde deltagelse af mange lokale fiskefartøjer og kystvagten fra både Belgien, Holland og England, som havde sendt flere helikoptere på vingerne i eftersøgningen. Om bord på den forliste trawler Z 85 Morgenster var der to hollandske, en portugisisk samt et belgisk besætningsmedlem og håbet om at finde dem i live, svandt gradvist som timerne gik. I følge den hollandske kystredningstjeneste oplysninger, var chancerne for at overleve i det iskolde vand på denne tid af året, kun op til to timer.
Eftersøgningen fortsatte
Dagene efter fortsatte eftersøgningen, hvor også et britisk flådefartøj søgte med sonar, desværre uden resultat. Først om lørdagen, og på opfordring fra de pårørende, fik man specialudstyr frem til det område af kanalen, hvor fartøjets sidste kendte position havde været. Og ikke langt derfra lykkedes det så endeligt mandag, at spore og lokalisere den sunkne trawler, i farvandet mellem Hastings og Boulogne. En ellers næsten helt umulig opgave, blev løst med specialfartøjet ”Good Hope” fra Terschelling-Bergers, der med et specielt udviklet sonarsystem, fik lokaliseret den sunkne trawler.
Dykkere sendes ned til vraget
Så nøjagtig her en uge efter forliset, sender den hollandske flåde dykkere ned for at finde de savnede personer, der muligvis stadig befinder sig ombord på den forliste trawler. Forsøget vil blive foretaget, når forskellen mellem høj- og lavvande er minimal. Efter oplysninger fra redningstjenesten, drejer det sig først og fremmest om at finde de omkomne fiskerne, så de kan blive bragt i land og de pårørende kan give dem en ordentlig afsked og et sidste farvel.
Man vil først, efter dykkerene har været nede ved vraget, tage en beslutning om Z 85 Morgenster skal hæves og fjernes, men kun i det tilfælde det er til gene for den øvrige skibstrafik eller fiskeriet.
Det forventes at årsagen til forliset bliver efterforsket af den Belgiske Havarikommission, da skibet sejlede under belgisk flag.