Den nye 6-årige strategiplan for dansk fiskeopdræt er under forhandling og brancheforeningen klør på, med ønsket om endnu flere havbrug end vi har i dag og med et ønske om, at man i højere grad end tilfældet er i dag, bliver en naturlig del af klimaløsningerne, fremadrettet.
Derfor har den danske fiskeopdrætsbranche sat turbo på og kastet sig åbent og helhjertet ind i forhandlingerne om branchens fremtidige vækstmuligheder, visualiseret ved rammerne for Akvakulturstrategien for 2021 til 2027.
»Der er ud fra et markedsmæssigt synspunkt, fortsat gode muligheder for ekspansion i sektoren, dels grundet den voksende efterspørgsel efter fisk, og dels på grund af at den danske akvakultursektors omstilling til en mere miljøvenlig produktion, som er langt fremme med anvendelse af miljøteknologier med recirkulation,« siger man fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet (IFRO).
Dansk akvakultur befinder sig allerede nu på et højt miljømæssigt stade, men gennem målrettet udvikling vil det være muligt at understøtte yderligere udvikling og bidrage til endnu mere miljø- og grøn omstilling, siger DTU Aqua.
Recirkuleret saltvandsopdræt udgør herunder en helt særlig udfordring. Der er behov for teknologiudvikling inden bio-filtrering i saltvand, ligesom risikoen for svovlbrintedannelse skal imødegås, forklarer DTU Aqua videre.
For begge typer recirkulationsanlæg vil en understøttelse af udviklingen af omkostnings-effektive slutrensnings-teknologier forbedre den miljømæssige udvikling. Fosfor- og især kvælstoffjernelse vil her være i fokus her, pointerer DTU Aqua.
Stridspunktet bliver i høj grad udviklingen af havbrug, hvor der i dag er forbud mod en udvidelse i de danske farvande, mens branchen forsøger at overbevise politikerne om perspektiverne i at tillade mere opdræt af fisk, skaldyr og tang til havs.
Havbrugsproduktion udgør en del af rygraden i dansk akvakultur
I de 19 danske opdræts-anlæg til havs opdrættes cirka 13.000 tons store regnbueørreder per år (3 til 5 kg per styk). Sættefiskene, typisk 700 til 1000 gram per styk, opdrættes i landbaserede modeldambrug med den nyeste renseteknologi, forklarer DTU Aqua. På selve havbrugsdriften er der muligheder for optimering, herunder foderudvikling og det anses således for sandsynligt, at fosforudledningen kan halveres gennem udvikling og anvendelse af de rette råvarer i foderet. For kvælstof er problematikken anderledes, men via foderoptimering og ekstern fjernelse kan nettoudledningen tilsvarende reduceres, mener DTU Aqua.
På globalt plan stiger efterspørgslen efter fisk på grund af en voksende befolkning, stigende indkomster og øgede præferencer for sunde fødevarer. Den stigende efterspørgsel giver grundlag for en stigende akvakulturproduktion. Efter en lang årrække med stagnation i dansk akvakultur er produktionen steget 22 procent i perioden 2012 til 2017, skriver IFRO i deres udredning om den danske akvakultur sektor.