Ønsker man at det danske kystfiskeri, et fiskeri med mindre fartøjer helt skal forsvinde, skal man blot lade udviklingen fortsætte, for så ender fiskeriet helt af sig selv.
Vores kystfiskeri presses netop nu primært på det driftsøkonomiske og frustrationerne blandt fiskerne, får frit løb i debatten omkring hvorledes den nye kystfiskerordning kan skrues sammen, til fælles bedste. Branchen har tidligere oplevet mange op- og nedture gennem tiderne, men krisen og modløsheden syntes værre denne gang end tidligere.
Selv veletablerede fiskere, med gode velholdte både og store fangster, overvejer i disse dage helt at stoppe fiskeriet. Sælge båden og gå i land permanent.
En sådan fisker finder man på dækket af kutteren RS73 Annika fra Bønnerup. Skipper Kim Petersen har øje for de stigende brændstofpriserne og ser med stigende ærgrelse de stadigt faldende priser på fisk. ”Udgifterne skulle gerne stå, i et fornuftigt mål, med indtægterne ved salg af fisk, ellers får det en ende helt af sig selv,” fortæller en lidt træt Kim Petersen.
Den sørgmodige skipper er derfor meget tæt på at sætte sin elskede kutter Annika til salg, for som han siger, ”vi plejer på denne årstid at ligge og fiske tunger her ved østkysten, når vestenvinden har fat, har vi inde under land roligt vand, som plejer at give et godt tungefiskeri, men med priser på kun 40 kr. pr. kg tunge, kan det næsten ikke svare sig at stævne ud.”
”Vi har derfor smidt tunge/hummertrawlen i land og går nu i stedet efter fjæsinger ude på Grusbanken, syd for Anholt. Det tager ca. ½ time at rigge om fra konsum- til industritrawler. Vi er lige på vej ind med 4 tons fjæsing og må holde på grund af dårligt vejr. Det er et fiskeri der lige kan holde brødet på bordet, vi får 2,10 kr./kg og sammen med 20 kg tunger og en kasse blandet, har vi vel lavet små 10.000 kr. i dag. Daglønnen er således tjent for i dag, men nu lover de ustabilt og dårligt vejr de næste tre dage, og så kan vi ikke komme derover og fiske. Derfor prøver vi nu at rigge om til tunge- og hummerfiskeri igen og så håbe på, at priserne kan komme op igen, ellers ved jeg snart ikke, hvad vi skal gøre. Havde priserne bare været som sidste år på et niveau omkring de 60 – 80 kr. pr kg., var der ingen tvivl om, at det var hummer- og tungefiskeriet der passer bedst til os på denne årstid med det ustabile vejr, der er.”
Når skipper Kim Petersen hele tiden siger Vi, har det sin forklaring i at omkring august måned i år, fik Kim Petersen en fiskerilærling om bord. En ung mand, Jonas Kaagh på 19 år, som for tiden uddanner sig som Erhvervsfisker. En ung mand ved fiskeriet, som dagligt glæder sig til at gå på søen og som elsker det frie liv og de gode arbejdsforhold. For øvrigt i en sådan grad, at Jonas har indstillet Kim Petersen som årets læreplads, til Fiskeriets Arbejdsmiljøråd. (udtrækning den 19. november 2012, på Fiskeriskolen i Thyborøn).
”Derfor er det dobbelt ærgerligt, hvis en lærlinge- og arbejdsplads på dækket af Annika, skulle forsvinde,” slutter skipper Kim Petersen.
FiskerForum.com