Formanden for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen kvitterer i dagens Fiskeri Tidende, for et godt samarbejde med den nu afgående minister.
Mette Gjerskov (S) blev ofret af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i fredagens regeringsrokade, hvor partifællen Karen Hækkerup overtager roret i Fødevareministeriet.
”Selvom vi ikke har været enige om alt, vil jeg gerne takke Mette Gjerskov for et godt samarbejde i hendes ministertid, ”siger Svend-Erik Andersen, der beskriver Mette Gjerskov som lidt af en kamphane, når hun kæmper for en sag.
”Når hun først har købt en ide, så kæmper hun indædt for den til det sidste,” siger Svend-Erik Andersen på Danmarks Fiskeriforenings hjemmeside, der som eksempel nævner torskekvoten i Nordsøen, der efter en fælles indsats ikke som foreslået i EU, blev sat ned.
”Der lyttede hun til os, og kæmpede i Bruxelles for en uændret torskekvote til langt ud på morgenen, ”fortæller Svend-Erik Andersen,.
”Jeg synes, at hun i flere sammenhænge har optrådt som en minister skal gøre og ikke som en ekstra embedsmand ved at være god til møde fiskerne og sætte sig ind i de problemer, de kæmper med i dagligdagen,” konstaterer Svend-Erik Andersen.
Fiskeriformanden byder samtidigt Karen Hækkerup velkommen som den nye minister for fiskeriet, og han glæder sig til at få lejlighed til at sætte den nye minister ind i fiskeriet og de udfordringer erhvervet står overfor.