Det er koncerndirektør Gert Nielsen fra Launis A/S, der i et indlæg skriver om den nuværende og altomsiggribende Corona-virus pandemi, der nu også rammer rejefiskeriet herhjemme og i udlandet.
Gert Nielsen skriver blandt andet, at mange måske syntes at rejefabrikken Launis er klemt pga. den nuværende Covid-19 epidemi og henviser også til, at det tidligere er kommet frem, at Launis slider med indtjeningen fordi man manglede friske rejer til rejepille-fabrikken i Skagen.
»Men det er uomtvisteligt, at 2019 var det dårligste reje-år i dette århundrede. Det har været en dyr fornøjelse at være Danmarks eneste producent af ferske, friskpillede rejer i lage,« forklarer koncerndirektøren fra Launis og understreger, så har man sparet lidt sammen gennem de seneste 62 år virksomheden har eksisteret, så Vi skal nok komme igennem det«.
Værre ser det desværre ud for fiskerne
Fiskerne, der samlet udgør ca. 40 til 50 arbejdspladser, har det værre, men også deres leverandører, som kasseudlejeren, is-leverandøren, havnen, lodserne samt transportøren, som fragter rejerne til Launis-fabrikken har det også slemt. Det samme gør sig gældende for Launis medarbejdere, hvoraf ca. 16 personer er direkte beskæftiget med kogning, pilning, og pakning af rejer og yderligere 10 ansatte i forsendelsen, laboratoriet samt på værkstedet og personalet indenfor salg og det administrative.
»Alle disse mennesker, og andre danske virksomheder, bliver meget hårdt ramt af Covid-19 epidemien, som for tiden brager ind over Europa, når vi må neddrosle vores aktivitet grundet manglende afsætning,« påpeger Gert Nielsen og fortsætter, »vi er hårdt ramt af nedlukningen af Danmark, da en stor del af vores salg går til restauranter og hoteller. En situation der ikke er bedre i resten af Europa, som også er et stort marked for os.«
Launis-rejen er jo produceret af ferske, friskpillede rejer, fisket i Skagerrak (mellem Skagen og Norge), modsat alle andre lage-rejer, som er optøet frosne rejer, enten fisket og pillet i Grønland, Canada, USA, Island og sågar i Indien og Kina.
Det trøster lidt at kvoterne er i stigning
»Rejebestanden er igen i fremgang i Skagerrak, kvoterne stiger og fremtiden tegner lysere igen, måske er det der med bæredygtighed ikke så tosset alligevel,« fortæller Gert Nielsen men pointerer samtidig det frustrerende i, at man netop nu har måttet rationere rejefiskerne, fordi afsætningen af rejer til udlandet svigter pga. Covid-19 pandemien.
»Men det kan der gøres noget ved…«.
Gert Nielsen henviser til en løsning på dette problem, »for det salg Vi mangler, kan godt findes i Danmark, hvis bare viljen er dertil. Vi kan ikke sænke vores priser yderligere. Prisen for ferske friskpillede rejer i lage, er på det laveste niveau i 20 år, men hvis vi alle tænker lidt mere over hvad vi køber og stiller lidt flere og større krav til vores leverandører og producenter, vil det gøre en ”Verden til forskel”.«
Når i som forbrugere køber en bøtte lagerejer, så tænk over dette:
At selvom der står ”Pakket/produceret i Danmark” eller om der står ”DK” i det runde mærke, så er det yderst begrænset hvor mange mennesker i Danmark det betyder beskæftigelse for.
- Håndpillede rejer i lage, pilles ikke i Danmark
- Grønlandske rejer, kommer fra Grønland og pilles der, på samme måde som man gør med de Canadiske, Islandske etc.
- Alle andre end Launis Friskpillede Skagensrejer, er produceret af optøet rejer som ”kun” er optøet og pakket (lagt i lage), her i Danmark.
»Så køb en ekstra bøtte Launis Friskpillede Skagenrejer eller to, næste gang du handler, der er forskel på madspild og forkælelse,« lyder opfordringen fra Gert Nielsen Launis A/S, der også vil have os til at bruge lidt flere rejer på rejemadden, i rejecocktailen eller i maden generelt.
»Lav en salat med danske friskpillede rejer i, det gælder også industrien, og brug det i jeres markedsføring. Hjælp os i det hele taget, med at holde skruen i vandet,« understreger koncerndirektøren Gert Nielsen videre og ønsker samtidig alle en rigtig god påske.
Partsindlæg fra Koncerndirektør Gert Nielsen Launis A/S
FiskerForum.dk