Danmark var den 26.-28. september 2011 vært for det 8. Kina-EU-implementeringsmøde.
På mødet drøftede repræsentanter fra den kinesiske administration, Kommissionen, EU’s medlemslande og industrirepræsentanter fra EU og Kina spørgsmål af skibsfartspolitisk karakter, herunder gennemførelsen af den skibsfartspolitiske aftale, som sikrer fri markedsadgang for europæiske skibe i international fart på Kina.
Aftalen har stor betydning for dansk skibsfart, hvor Kina er ved at udgøre det største marked. Det er derfor vigtigt, at kontakten til Kina vedligeholdes og udbygges.
På mødet drøftedes forhold, der har stor betydning for erhvervet og for de maritime administrationer. Det drejede sig bl.a. om gennemførelsen af IMO og ILO (FN’s søfarts-, hhv. arbejdsorganisation) konventioner, herunder MLC -konventionen (Maritime Labour Convention), ballastvandkonventionen og Hong Kong-konventionen om ophugning af skibe.
Også udviklingen i den internationale skibsfart og de lave fragtrater samt behovet for imødegåelse af illoyal konkurrence var genstand for drøftelse. Der var enighed om at fortsætte den fælles indsats mod forringelser af sikkerhedsstandarder på skibe og for besætninger samt at der fortsat skulle gøres en indsats for at bekæmpe pirateri.
Kommissionen udtrykte på vegne af medlemslandene stor tilfredshed med IMO vedtagelsen af ændringen af MARPOL-konventionen om nedsættelse af skibsfartens CO2-udledning (EEDI). Herudover blev behovet for at fortsætte arbejdet i IMO med at udvikle yderligere internationale tiltag til reduktion af den internationale skibsfarts CO2-udledninger understreget. Dette skal sikre, at skibsfarten yder et reelt bidrag til løsningen af klimaproblemerne.
Den kinesiske delegation oplyste om de kinesiske bestræbelser på at forbedre skibsfartens vilkår, der i lighed med indsatsen indenfor EU bl.a. satsede på multimodal transport og forbedring af infrastruktur.
Generelt var den europæiske industri tilfredse med de vilkår, som industrien arbejder under i Kina. Der blev peget på enkelte områder, hvor der var ønske om en fælles indsats. Det drejede sig bl.a. andet om sikring af besejling under vanskelige vejrforhold til visse store kinesiske havne og kontrol af containeres vægt. Dette var både et sikkerheds- og sikringsmæssigt problem.
Mødet afsluttedes med en fælles erklæring, som skal danne afsæt for en udbygning af det gode samarbejde mellem Kina og EU.