Nu indfører Danmark beskyttelseszoner omkring rev i danske farvande for at sikre en rigere havbund fuld af liv.
Fra søndag 1. september 2013 indfører Danmark240 meter beskyttelseszoner omkring rev på den danske havbund i fire naturbeskyttede områder. Det er et led i en række tiltag, der skal sikre fuld beskyttelse af rev i danske farvande.
De fire naturbeskyttede områder ligger i Århus Bugt, Smålandsfarvandet, Langelandsbælt og Hjelm Bugt, og her vil det fremover være forbudt at fiske med bundslæbende redskaber i en beskyttelseszone på 240 meter.
Et vigtigt skridt
Med indførelsen af beskyttelseszonerne i de fire områder vil i alt 30 kystnære habitatområder med stenrev og biogene rev af muslinger i de danske farvande være beskyttet. Det er et vigtigt skridt for at bremse tilbagegangen i biodiversiteten i havet, da stenrev blandt andet fungerer som levesteder for mange planter, dyr og fisk.
”Vi er opmærksomme på, at nogle fiskere kan blive berørt af de nye beskyttelseszoner, men Danmark har en vigtig forpligtelse gennem EU til at beskytte sårbare arter og naturtyper. Det betyder ikke, at vi har glemt fiskerne i de indre farvande, for vi er i gang med at se på en ny kystfiskerordning, der også kan komme fiskerne til gode,” siger udviklingsdirektør Karsten Biering Nielsen, NaturErhvervstyrelsen.
Alle rev får beskyttelseszoner
De fire beskyttelseszoner er første led i en længere proces, hvor Danmark først sikrer beskyttelse af de naturtyper, som er mest udsatte og sårbare, i de udpegede habitatområder. Næste skridt er at indføre beskyttelseszoner i de danske habitatområder, hvor svenske og tyske fiskere også har tilladelse til at fiske. Og sidste skridt er at implementere beskyttelseszoner i danske habitatområder, der reguleres af EU’s fælles fiskeripolitik. Et forslag, som først skal godkendes af EU, inden det kan træde i kraft.