Når en af verdens førende fiskerimesser løber af stablen 7., 8. og 9. oktober i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), bliver det med et rekordstort stand-areal, en lang række nye spændende udstillere og en kongelig åbningsceremoni foretaget af H.K.H. Prins Joachim.
Når Aalborg Kongres & Kultur Center åbner dørene for dette års DanFish-messe 7. oktober, er det 24. gang en af verdens mest betydende messer for udstyr og services til fiskeriet foregår.
Både danske og udenlandske udstillere står klar til at præsentere alt fra net, trawl, tov, motorer, elektronik, navigations- og kommunikationsudstyr, til opbevaringsudstyr, procesudstyr, redningsudstyr og meget, meget mere på den populære fiskerimesse, som forventes at tiltrække omkring 15.000 besøgende fra hele verden.
I 2011 blev DanFish International udvidet med akvakulturmessen DanAqua, som giver danske såvel som udenlandske leverandører til akvakultursektoren en god eksponeringsmulighed på dansk grund.
DanFish International 2015 er estimeret til at generere en omsætning på 39,8 mio. kr. fra udstillere og besøgende, og marketingchef Peter Hermansen fra Visit Aalborg er ikke i tvivl: ”DanFish-messen er uden konkurrence den aktivitet, der inden for erhvervsturismen giver den største omsætning for Aalborg og Nordjylland”.
Standarealet udvidet med 500 m2
Der har været ekstra stor interesse fra udstillerne for standene til dette års fiskerimesse, og derfor kunne AKKC forholdsvis tidligt melde tæt på udsolgt. Tidligere år har messearealet talt hele 9000 m2, og på grund af den store efterspørgsel bliver den midlertidige mobilhal udvidet med en tilbygning. I alt bliver stand-arealet forøget med 500 m2, så der bliver plads til udstillerne som kommer fra omkring 25 forskellige lande. Årets samlede udstillingsareal på 9.500 kvadratmeter svarer til cirka 80 enfamilieshuse.
Kongelig åbningsceremoni
Der kommer kongeligt besøg til Aalborg, når DanFish-messen åbner 7. oktober. H.K.H. Prins Joachim har nemlig officielt sagt ja til at åbne dette års fiskerimesse, og da han åbnede messen i 2011 fik han stor ros for sin åbningstale, som havde substans og viste, hvor stor indsigt prinsen har i erhvervsområdet. H.K.H. Prins Joachim åbner DanFish International kl. 11, mens dørene til messen åbnes kl. 10 som vanligt.
H.K.H. Prins Joachim har siden 2007 været protektor for DanFish International, og han har ved flere lejligheder fremhævet den store og betydende rolle DanFish-messen har fået internationalt samt det succesrige seminarprogram, som er med til at give en dybere indsigt i fiskeindustrien.
Nye udstillere fra hele verden har meldt deres ankomst på messen
Den ekstra store interesse fra dette års udstillere er kommet fra hele verden, og derfor kan AKKC også præsentere nogle nye spændende navne på udstillerlisten til DanFish-messen. Fra Storbritannien har SRS Frigadon Ltd meldt sin ankomst, og de kan blandt andet præsentere den fremtidige generation af miljøvenlige nedkølingssystemer. Fra Polen står AJ GROUP SP. Z.O.O. klar til at fremvise udvalget af professionelt vandtæt tøj, og Fibras Industriales S.A. fra Peru som producerer net, tov m.m. til fiskeindustrien og vil også være at finde som en af de nye udstillere på DanFish International. Den markedsførende danske virksomhed indenfor skibsmaling, Hempel A/S, vender i år tilbage som udstiller på messen efter nogle messers fravær.
Alle nye udstillere til dette års DanFish International kan sammen med de resterende udstillere vente besøg af den omkring 100 mand store delegation af nøgle-indkøbere, som bliver inviteret til messen under det såkaldte VIP-Program. Indkøberne bliver identificeret i samarbejde med Eksportforeningen og består af relevante kunder fra flere end 20 lande.