Ny dreng i klassen godt tilfreds med skib og fiskeri. Men prisen for hesterejer er fortsat alt for lav.
”Mængderne har været der, men det redder ikke situationen”; sådan opsummerer skipper Dennis Jepsen på E 166 ”Majbritt Lykke”, sine første syv uger som ejer af et hesterejefartøj.
I september måned købte han det blot tre år gamle fartøj L 433 ”Rebecca Steen”. Skibet blev omregistreret til E 166 ”Majbritt Lykke”, og siden da har Dennis Jepsen fisket rejer fra Esbjerg. ”Det er et dejligt skib – det fungerer godt. Jeg tror ikke der findes bedre redskaber, end dem vi har”. Med et smil på læben supplerer han; ”Nu er rammerne skabt, og så skal vi blot til at tjene penge”.
Dermed hentyder Dennis Jepsen til det faktum, at salgspriserne for hesterejer ligger på et urealistisk lavt niveau. Selv om han mener, at have købt skib til en gunstig pris, og uanset hvor mange rejer der i øjeblikket fanges, kan der, ifølge Dennis Jepsen, ikke skabes rentabilitet i fiskeriet. ”For os har mængderne været ok, det burde kunne hænge sammen, men gør det ikke”.
På trods af den vanskelige start, er den 36 årige vestjyde optimist; ”Jeg ved det vender – sådan er fiskeriet. Det gælder blot om at holde ud”.