Kulinariske lækkerier fra havet er desværre ikke sagen hos danske skolebørn, der kun spiser under halvdelen af den anbefalede mængde fisk. Her fortæller fiskehandleren og hjemkundskabslæreren, hvordan fisk kan blive mere populært i madpakken.
Fisk har fået et dårligt ry på landets folkeskoler, hvor mange elever ikke bryder sig om at åbne en madpakke, der måske lugter anderledes end sidemandens. Ifølge undersøgelser fra DTU Fødevareinstituttet har danske børns fiskeindtag været faldende gennem flere år, og i dag spiser mange skoleelever langt under den anbefalede mængde fisk.
Hvis der var fiskepålæg på blot en enkelt af de daglige rugbrødsmadder, ville børnene hurtigt komme op på ca. halvdelen af de anbefalede 200-300 gram fisk om ugen. Og der er faktisk mange muligheder for at lave både nemt og lækkert fiskepålæg til madpakken, men det kræver omtanke og planlægning aftenen før, forklarer fiskehandler Hans Hebo, der er næstformand i Danmarks Fiskehandlere og til daglig driver Nørreport Fiskehus.
”Det handler faktisk om med vilje at lave lidt for meget aftensmad, så der er noget tilbage til børnenes madpakker. Før i tiden var det helt almindeligt at lave rigeligt med kartofler, så familien kunne spise lækre kartoffelmadder dagen efter. Sådan har der ikke været tradition for at gøre med fisk, men det er en oplagt mulighed, f.eks. med fiskefrikadeller, som altid har været populære, også hos børn. Men fileter af skrubbe, ising og rødspætte, som er i sæson netop nu, egner sig også godt til madpakken,” siger Hans Hebo.
Når fisken skal med i madpakken, er det en god idé at opbevare den i små, separate bokse, ligesom tun og makrel kan tages med i hele dåser og åbnes i frokostpausen i stedet for om morgenen eller aftenen før. Flere pålægsproducenter som f.eks. Amanda Seafoods er desuden begyndt at lave torskerogn, makrel, tun og laks i skiver, så fisk bliver lige så tilgængeligt som spegepølse og andet kødpålæg.
Lad børnene følge frokostfisken fra hav til bord
Fra DTU Fødevareinstituttets undersøgelser ved man, at børns fiskeforbrug stiger i weekenden. Problemet er altså ikke en generel modstand mod fisk hos børn i skolealderen. De vil bare ikke have det med i madpakken.
Det billede genkender hjemkundskabslærer Lone Carlson, der ofte har introduceret fiskeretter for sine elever.
”Jeg får generelt positiv respons, når jeg laver fisk med eleverne. Men hvis man skal have dem til at spise det til frokost, er det vigtigt at finde noget, der ikke lugter. Det kunne f.eks. være sildepostej eller paté. Men personligt har jeg haft rigtig gode erfaringer med at involvere børnene i processen fra havet til bordet og lade dem deltage i tilberedningen af maden. Mine egne børn er f.eks. med ude at fange fiskene og har også prøvet at røge dem bagefter. Det giver dem en personlig stolthed, der smitter af på deres lyst til at spise fiskene,” fortæller Lone Carlson, der også er formand for Hjemkundskabslærerforeningen.