Hurtig handling på en række områder betød, at FF skagen kom gennem 2012 med et overskud på 25.9 mio. før skat og med en omsætning på 1.65 mia. kr.
2012 blev et begivenhedsrigt år på mange måder med historisk lave kvoter på stort set alle industriarter. Helt galt gik det, da biologer og politikere fastsatte kvoten for tobis.
Således indledte bestyrelsesformand for ”FF Skagen AmbA”, Jens Borup beretningen til generalforsamlingen 21. marts.
Store udfordringer
Vi har i 2012 fået tilført 223.000 tons råvarer mod 347.000 tons i 2011, altså en tilbagegang på 124.000 tons. Det er indlysende, at det gav store udfordringer for vor virksomhed, sagde han.
Der blev handlet hurtigt og resolut, da meldingen om den katastrofalt lave tobiskvote blev kendt. Det resulterede i både afskedigelser og fratrædelsesordninger for alle grupper af ansatte, hvilket vil sige ledere, funktionærer og produktionsmedarbejdere. Det var en rigtig træls oplevelse for alle og ikke mindst for alle involverede, men der var ingen vej udenom, hvis der skulle handles forsvarligt i forhold til virksomheden. Et andet tiltag, der blev gjort, var at øge vor handelsaktivitet i den udstrækning, som vi fandt mulig og forsvarlig.
Egenkapital på 165 mio. kr.
Samlet set har det resulteret i, at vi er kommet rigtig fornuftigt gennem 2012 og kan konstatere et overskud på 25.9 mio. kr. før skat. Vi bidrager til dette resultat med knap 6.3 mio. kr. til den fælles samfundshusholdning i form af selskabsskat. Overskuddet efter skat er 19.6 mio. kr., der lægges til egenkapitalen, som herefter er 165 mio. kr.Det vil bestyrelsen betegne som meget tilfredsstillende set i lyset af et vanskeligt og udfordrende år.