Emnet er bragt op af Tidskriftet »Samfundsøkonomen« der udgives af DJØF (Danmarks Jurist- og Økonomforbund) som i en artikelrække, har skrevet om »Politiske vildskud, langskud og selvmål i Danmark i nyere tid« og som et eksempel nævner de gennemførelsen af omsættelige fiskekvoter i Danmark (Under den nye Regulering).
Artiklen i »Samfundsøkonomen« har affødt en kommentar fra Cand.Polit CEO Danmarks Fiskeriforening, Kenn Skau Fischer samt fra Cand.Polit, HD-O og partner i Aquamind, Mogens Schou, der ikke mener artiklen i »Samfundsøkonomen« er retvisende.
Her kommer anden del:
De fiskekvoter, som Danmark får tildelt i EU, er ikke kommet ud af det blå. De bygger på det fiskeri, som danske fiskere drev før, fiskerigrænserne blev udvidet og fisken »nationaliseret«.
Det er således forkert, når forfatterne skriver »hvor disse ressourcer historisk, indiskutabelt havde tilhørt det danske samfund«. Danmark havde ikke jurisdiktion over fiskeri-ressourcerne uden for 12 sm før 1977! Og de danske fangstmuligheder blev fastsat på grundlag af det historiske fiskeri af danske fiskere, ikke af hvor mange fisk der er i dansk økonomisk zone. Hvis ikke fiskerne havde fisket, så havde fisken uden for 12 sm været en samfundsressource i vores nabolande. Men skattesystemet kender ingen grænser, og vi opponerer ikke mod, at forfatterne stiller spørgsmålet om ekstrabeskatning.
Men det er tilsyneladende uopdaget af forfatterne, at ressourcerenten blev indkasseret mange år før, Ny Regulering blev sat i søen. I Saltvands fiskeriloven fra 1965 og frem blev fisken forbeholdt godkendte fiskere med fiskeri som hovederhverv, og fra 1985 blev der sat loft over tonnagen i fiskerflåden. Et loft , der blev sænket, i takt med at fiskerne fik ophugningstøtte. Fiskerne har altid vidst, at et fartøj med registreringsnummer kunne sælges til omkring dobbelt pris, fordi fiskeriadgangen fulgte med. Eller sagt med KU’s ord: »Kapitaliseringen af den gennemførte eksklusivitet indgår integreret i fiskerfartøjernes værdi, idet værdien udover den fysiske værdi for fartøjet indeholder værdien af adgangen til at kunne deltage i fiskeriet«. Men hvor kom de værdier, som Ny Regulering skabte, så fra? Det beskæmmende er, at central styring af dansk fiskeriforvaltning i mange år effektivt lukkede for rationalisering og udvikling i fiskeriet. Gevinsten ved Ny Regulering består i, at fiskerne får mulighed for sammenlægge kvoter og at trække overflødig og kostbar kapacitet ud af fiskeriet. I øvrigt en medvirkende årsag til, at CO2-forbruget er faldet drastisk i sektoren.
Men hvorfor tog regeringen ikke det store spring med en obligatorisk ressource-renteafgift for alle? Helt summarisk er årsagerne følgende i en blanding af fagøkonomiske, politiske og praktiske hensyn:
- Regeringen ønskede at flådefornyelse og kapacitetstilpasning skulle ske så hurtigt som muligt. Det betød, at rationaliserings-gevinsten blev kanaliseret ind i privat finansieret ophugning og flådefornyelse. Vi vurderer, at samfundets gevinst ved nedlæggelse af ophugningsstøtte, lukning af den tabsgivende Fiskeribank, økonomisk vækst i havnene og det forøgede skattegrundlag overstiger den værdi, der kunne hentes med indbetalingen af en ressourceafgift til staten. Det samfundsregnestykke kunne forfatterne have interesseret sig for.
- En afgift ville være en kompliceret opgave, hvordan skulle man tage hensyn til den store variation i fiskernes forhold? Ny Regulering var udformet således, at den fisker, som ikke ønskede at bruge ordningen, kunne fortsætte med sit fiskeri som hidtil. Skulle han have pålagt en afgift for at videreføre sit traditionelle fiskeri? Forfatterne kunne måske i en mere konstruktiv tilgang have diskuteret, hvorledes en ordning mest hensigtsmæssigt kunne gennemføres.
- Regeringen ønskede Ny Regulering gennemført ekspedit for at give erhvervet klarhed over de fremtidige vilkår. I forvejen var selve overgangen til det nye kvotesystem kompliceret, men hertil kom lov- og regelændringer vedrørende bl.a. de panteretlige regler i Søloven og beskatning. Etableringen af en ny beskatningsordning ville kræve yderligere politiske overvejelser, lovgivning og processuel implementering, og ja mange fiskere ville ikke forstå, hvorfor de skulle betale for noget, »de havde i forvejen«. Man kunne naturligvis beskatte gevinsten ved salg, men derved begrænsede man netop den private ophugning.
Forfatterne plæderer for, at fiskerirettighederne skulle være solgt i udbud – ligesom man gør med olie og gas. Det er en idé, men uden realitetstjek. En udbudsordning ville have skabt en ødelæggende usikkerhed for den enkelte fisker og erhvervet som helhed. Henvisningen til udbud af olierettigheder, som sker til store konsortier forud for, en udnyttelse sættes i gang, viser forfatternes manglende forståelse for, at hovedsageligt enkeltmanddrevne små fiskerivirksomheder ville være i en helt anden situation. Her ville tab af et udbud betyde nedlæggelse af en virksomhed allerede i dritf.
Forfatterne har deres egen spekulation om regeringens overvejelser. Som de skriver: »man kan sidde tilbage med en fornemmelse af, at en foræring og dermed fraskrivelse af ressourcerenten måske var det, der skulle til for at ’smøre’ systemet og trænge igennem med den ønskede neoliberale dagsorden, som politikere og deres rådgivere havde forsøgt sig med i mere end et årti.« Ja, tanker er toldfri, men vi undrer os over, at Samfundsøkonomen har valgt at trykke et holdningsindlæg baseret på »fornemmelser«. Fiskeri Tidende til gengæld stiller ikke særlig faglige krav, og avisen havde gerne trykt forfatterne indlæg. Det kunne have givet en debat i det miljø, som indlægget omhandler.
Fortsættes med afsnittet af Fischer og Schou: »Kvotekoncentration«
Kilde: Mogens Schou partner i Aquamind
