Nu nærmer tiden sig, hvor et andelsbevis på 7.000 kr. vil blive konverteret til en betydelig ejerandel i virksomhedens værdi, der ved den seneste regnskabsafslutning udgjorde mere end 200 millioner kroner,” fortæller adm. Direktør Christian Bisgaard.
Det sker, når TripleNine Fish Protein den 1. november i år omdannes fra et andelsselskab til et aktieselskab, og når andelshaverne får tildelt aktieposter i forhold til deres landinger til selskabet gennem de seneste fem år.
Som aktionær i TripleNine vil man foruden på afregningsprisen også have skarp fokus på, hvad der sker med selskabet, hvordan det udvikler sig, og dermed også hvordan udviklingen i værdien af ens egne aktier tegner sig.
På den måde vil den værdi, der opsamles i selskabet på en helt anden måde blive synliggjort for den enkelte aktionær, der indtil nu har været andelshaver.
Fordele for aktionærerne
Den store fordel er, at de nye aktionærer nu
• selv får mulighed for at være med til at skabe en værditilvækst i virksomheden og
• også selv få en gevinst ud af det i form af stigende aktiekurser.
En anden fordel ved aktieselskabet er selvfølgelig, at hvis man skulle ønske at trække sig ud af selskabet, så får man ikke bare udbetalt værdien af ens andelsbevis, der udgør 7.000 kr. Man som aktionær kan man sælge hele eller dele af sin aktiepost, der vil udgøre et betydeligt større beløb.
Leverandører har yderligere fordele
I aktieselskabet har aktionærerne jo ingen pligt til at levere råvarer til TripleNine. Og det vil naturligvis være råvarepriserne på markedet, der vil være medbestemmende for, til hvilken fabrik man vil levere.
Men alene ved at levere råvarer til sin egen fabrik er man jo med til at bakke op om virksomheden og derved medvirkende til at øge aktiernes værdi.
En fordel for leverandører til TripleNine er desuden, at man så vil have mulighed for at leje fiskerettigheder til tobis og brisling, som TripleNine har erhvervet.
Ledelsen vil skabe øget værdi
Ligesom de nuværende andelshavere kommer i en ny situation, når TripleNine overgår til at være et aktieselskab, så vil dette også stille nye krav til ledelsen af virksomheden.
Det vil i endnu højere grad end tidligere blive ledelsens opgave at udvikle virksomheden, så den værdi, der opsamles i selskabet, øges år for år.
Det kan gøres ved en dynamisk udvikling af selve virksomheden, ved fusioner eller ved opkøb af andre virksomheder.
Og jeg vil gerne fastslå, at ledelsen vil være meget opmærksom på alle disse muligheder for at skabe øget værdi i TripleNine Fish Protein.
Kilde: TripleNine
FiskerForum.com