Årets Sild 2025 fejrer endnu engang den danske smørrebrødskultur, når silden indtager rampelyset søndag den 6. oktober fra kl. 11.00 til 14.30 på Nordsøen Forskerpark i Hirtshals.
Det skriver Nordsoeposten.dk og fortæller videre, at det traditionsrige arrangement samler nogle af Danmarks bedste smørrebrødsrestauranter i en spændende konkurrence om at skabe den mest nyskabende og velsmagende sildemad.
Sild er ikke bare en traditionel spise, men også et klimavenligt valg. Ifølge platformen CarbonCloud har sild et meget lavt klimaaftryk på kun 0,21 kg CO2 pr. kg, hvilket er lavere end broccoli, som udleder 0,36 kg CO2 pr. kg. Til sammenligning udleder oksekød 22,64 kg CO2 pr. kg. Derfor er sild et bæredygtigt og smagfuldt alternativ til andre proteinkilder.
Konkurrencen »Årets Sild« er en del af dansk madkultur og arrangeres i samarbejde med Hirtshals Fiskefestival. Vindersilden kombinerer traditionelt håndværk med moderne smage og bliver tilgængelig for forbrugerne gennem Tenax Sild.
Et stærkt felt af deltagere og dommere
I år konkurrerer følgende restauranter om at skabe Årets Sild:
- Lilleheden Café & Restaurant (sidste års vinder), Hirtshals
- Hotel & Restaurant Fakkelgaarden, Kollund
- HJORTHs Badehotel, Skagen
- Hotel Amerika/Eurowind Kantine, Hobro
- Restaurant Remouladen, Vejle
- Restaurant Kronborg, København
- Restaurant Kratholm, Odense
- Bjørnekælderen, Frederiksberg
Dommerpanelet består af en række prominente profiler fra både fødevare- og restaurationsbranchen, der har den svære opgave at vurdere de kreative bidrag:
- Esben Sverdrup-Jensen, direktør i Danmarks Pelagiske Producentorganisation
- Dorte Hielscher Vad, produktchef hos Tenax/Lykkeberg1899
- Tobias Museaus, udviklingsdirektør hos Anora/De Danske Spritfabrikker
- Dennis Kindberg, uddannelseschef ved EUC Nord
- Simon Juhl Olesen, restaurantchef på Møntergade
- Jesper Uhrup Jensen, tidligere redaktør på Gastro
Hver restaurant serverer otte tallerkener af deres udsøgte smørrebrød: seks til dommerne, én til speakeren og én til udstilling som skueret. Gæster, der har købt billet til arrangementet, får også mulighed for at smage på de kreative sildemadder.
Sild og Bjesk – det perfekte par
Årets Sild og Årets Bjesk er to komplementære dele af samme historie. Årets Bjesk kåres i august under Hirtshals Fiskefestival, og vinderbjesken frigives samtidigt med kåringen af Årets Sild. På den måde kan kokkene bruge smagsnoterne fra bjesken til at afstemme deres marinade.
Bjesken, en aromatisk og skarp bitter, har dybe rødder i Hirtshals’ kultur, og dens urter indsamles fra klitterne omkring byen. Hirtshals Museum spiller en central rolle i bjeskproduktionen, og besøgende kan her lære om traditionerne bag denne unikke drik og se udstillingen af de mange urter, der bruges til krydring af bjesken.
Sponsorer og samarbejdspartnere
Årets Sild støttes af flere generøse sponsorer, der bidrager til at gøre dagen mulig:
- JK’s Maritime Fond
- Danmarks Pelagiske Producentorganisation
- Tenax Sild
- Aalborg Akvavit
- Nordsøen Oceanarium
Arrangementet finder sted søndag den 6. oktober 2024 fra kl. 11.00 til 14.30 på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.