Et stort problem kan vise sig at blive til en stor gevinst. To ålefiskere fra Guldborgsundområdet er nemlig i gang med at undersøge, om deres store bifangst af den invasive fiskeart sortmundet kutling kan blive til en god forretning. Det sker i samarbejde med konsulentfirmaet GEMBA i et projekt, der er støttet med 1,5 mio. kr. fra NaturErhvervstyrelsen.
Sortmundet kutling er i eksplosiv udvikling i de indre danske farvande. Fisken er ikke en hjemhørende art i den danske natur, og den har i flere år været til gene for ålefiskerne, da de fanger store mængder i deres åleruser.
Hidtil har fiskerne sat fisken tilbage i havet, hvilket har betydet, at fisken går i ruserne igen og igen, og bestanden vokser, fordi den ingen naturlige fjender har.
Tager fisken med i land
Men som led i projektet tager ålefiskerne nu fisken med i land og forsøger at afsætte den som spisefisk og til ensilageproduktion.
”Projektet er et rigtig godt eksempel på, hvordan der kan skabes værdi for både erhverv og miljø. Fiskerne får et supplement til det trængte ålefiskeri, og samtidig begrænser vi bestanden af sortmundet kutling til fordel for miljøet, siger udviklingsdirektør Karsten Biering Nielsen, NaturErhvervstyrelsen.
Sortmundet kutling lever af rejer, muslinger, fiskeæg og andre småfisk, og undersøgelser har vist, at fiskearten kan få store negative konsekvenser for bestandene af blandt andet skrubber og rejer.
Kontakt til Italien
De to ålefiskere fra Guldborgsundområdet har allerede fisket otte tons kutlinger, som er blevet benyttet i forsøg med ensilage som foder til smågrise. Forsøgene har vist lovende resultater, og fiskerne håber at kunne afsætte fisken til danske foderfabrikker.
Derudover har fiskerne lavet en aftale med italienske aftagere, der vil vurdere, om fisken kan sælges som spisefisk i Italien, hvor sortmundet kutling i forvejen er en delikatesse.
Gavner også andre fiskerier
Ålefisker Cextin Jørgensen fra Guldborg er med i projektet sammen med sin søn Lasse.
”Det er jo godt, at vi nu kan bruge fisken til noget fornuftigt. Samtidig vil det gavne for for eksempel rejefiskeriet, der er gået ned i vores område, og vi er ret sikre på, at det skyldes den store bestand af kutlinger. Så vi forventer, at det både vil skabe bedre indtægtsmuligheder og vilkår for os ålefiskere, men også gavne andre fiskerier når vi tager kutlingerne med i land,” siger Cextin Jørgensen.
Fiskeri med åleruser er et passivt fiskeri, der ikke påvirker havbunden og det marine miljø, og bifangsten af sortmundet kutling har derfor ingen negativ indvirkning på havmiljøet.