Kim Rasmussen, adm. direktør i DT-Interlink A/S, Bindslev, fylder 50 år tirsdag den 18. oktober.
Siden 2009 har Kim Rasmussen stået i spidsen for DT-Interlink A/S, en del af VMS Group i Frederikshavn. Det nordjyske handelsselskab, der er global leverandør til marine, offshore og industri, har et slogan, der lyder: »Vi finder det, du står og mangler«.
Når et skib ligger stille, fordi der mangler en reservedel til en motor, koster det skibsrederen og transportøren mange penge, og hvert eneste minut tæller. Derfor er det i den maritime verden altid et mål at minimere ”nedetiden”, og her er det et væsentligt parameter, at DT-Interlinks ni medarbejdere yder den service, at man tilstræber at besvare alle henvendelser indenfor 24 timer.
For adm. direktør Kim Rasmussen betyder det en jævnt bippende telefon, lange, tætbesatte arbejdsdage og mange rejser i en ofte fuldt booket kalender. Men sådan trives han også bedst, Frederikshavnerdrengen, der i 1988 blev udlært skibsmontør hos det daværende Alpha Diesel.
Hans bedstefar var landmand, så efter niende klasse arbejdede han halvandet år i landbruget. Men det blev for træls for en ung mand, at hver eneste weekend skulle besættes med arbejde, så han skiftede den ene slags store maskiner ud med en anden og blev arbejdsdreng hos Alpha Diesel, inden han i 1985 fik læreplads – som dog også gav en del weekendarbejde.
Et afgørende møde
Som nybagt skibsmontør gik turen et år til det nu nedlagte Dronningens Livregiment på Nørre Uttrup Kaserne i Nordjylland. Som den eneste af de unge nordjyder, der mødte op til session, ønskede Kim Rasmussen at trække frinummer, men som den eneste blev han indkaldt. Værnepligten blev udstået sammen med det dengang yngste medlem af kongehuset, Prins Joachim, som sammen med Kim Rasmussen passede på Dronning Ingrid under sommeropholdet på Gråsten Slot.
Men det var ikke en militær karriere, der trak i den unge nordjyde, som efter endt værnepligt vendte hjem til en kortvarig beskæftigelse på en minkfarm. Det var i 1989, og den traditionelle værftsindustri i herhjemme var så småt begyndt at bløde under internationaliseringens hårde jernnæve, der trak mange nybyggerier ud af landet. Men i sommeren 1989 blev Kim Rasmussen ansat hos Wärtsilä, der kort tid forinden havde etableret sig i Hirtshals. Her arbejdede han i de kommende år som montør, og da et af forretningsområderne blev de mange mindre kraftvarmeværker, der skød op i de år, overgik han til gasmotorafdelingen. Det var også hos Wärtsilä, han traf Morten Vestergaard, der senere etablerede Vestergaard Marine Service, nu også en del af VMS Group.
Travle år
I 1996 etablerede Wärtsilä i Hirtshals en afdeling for opbygning af generatorsæt, og da Kim Rasmussen i mellemtiden var blevet gift og far til Katrine, der er født i 1992, og Karoline, født i 1994, mærkede han, at der var behov for at skifte de skævearbejdstider på kraftvarmeværkerne ud med nogle mere familievenlige. Han kravlede ud af kedeldragten og blev projektleder og værkfører for den nye afdeling, som han var en del af at få bygget op til 15R11;16 medarbejdere. Det var også i disse år, han fik sin grundlæggende lederuddannelse og begyndte at fatte interesse for den menneskeforståelse, der kræves som leder. Han trivedes med ansvaret, og nød at kunne sætte nye ting i værk og have styr på tingene. I fritiden passede han og familien også deres hobbylandbrug med økologiske grise, kalve og høns, som lå lidt vest for Hjørring.
Det var nogle travle år, og det satte sine spor, både på jobbet og i privatlivet. I 1999 blev Kim Rasmussen skilt, og da Morten Vestergaard i 2001 etablerede Vestergaard Marine Service i Frederikshavn, var Kim en af de allerførste medarbejdere, der tog turen med fra Hirtshals. Han trivedes med skiftet fra en tung, topstyret organisation til en mindre, nystartet vækstvirksomhed med masser af udviklingspotentiale, og allerede i 2002 blev han projektleder for et team på 12R11;14 mand. Da Vestergaard Marine Service i 2009 overtog DT-Interlink som led i et glidende generationsskifte blev Kim Rasmussen adm. direktør for den støt voksende virksomhed, der i dag tæller ni medarbejdere.
Jordnær og praktisk
Frihed, ansvar og konstante udfordringer er nøgleord i Kim Rasmussens arbejdsliv. Som leder er han tilhænger af en jordnær og praktisk tilgang til tingene. Han har selv gået i kedeldragten, og ved derfor, hvor skoen kan trykke. Han er i dag gift med Anita, og de har en stor familie med syv sammenbragte børn og det tredje barnebarn på vej. Alligevel er arbejdet lige så meget en hobby som en livsstil. Det fylder meget, men når der er luft i kalenderen, spiller han badminton og old boys fodbold. Hver sommer drager familien, der nu også tæller sønnen Kasper, født i 2005, til Italien, hvor de har en campingvogn stående. Og skulle der engang blive mulighed for det, drømmer Kim Rasmussen om en dag at få tid til at sejle. For, som han siger: Jeg har hele mit liv arbejdet med det maritime, men jeg har aldrig selv ejet en båd.
Fødselsdagen fejres under private former og med en reception på et endnu ikke fastlagt tidspunkt.