Den rød / Hvide redningsbåd MRB Leopold Rosenfeldt fra Nexø, måtte fredag morgen sejle en nødstedt svensk fiskekutter til undsætning, skiver TV2 Bornholm.
Om bord på fiskefartøjet, var to polske søfolk, der havde fået opgaven med at sejle det svenske fartøj til Polen fra Sverige. Ud for Nexø på Bornholm, tog fartøjet pludseligt så meget vand ind, at besætningen om bord følte sig nødsaget til at afgive mayday og sende tre røgraketter til vejrs.
Hurtig udrykning
Efter nødmeldingen, får MRB Leopold Rosenfeldt fra Nexø Redningsstation, hurtigt visuel kontakt med det svenske fartøj, som på dette tidspunkt var faretruende tæt på at synke. Hurtigt lægger den bornholmske redningsbåd sig opad havaristen, og får sendt pumpeudstyr over.
Her drillede vandet lidt og da det allerede havde oversvømmet lasten og motorrummet samt lukafet, var det nødvendigt at sætte pumpe nummer to igang også. Herefter lykkedes det for redningsmandskabet fra Nexø, at holde båden flydende og den blev efterfølgende bugseret til Nexø Havn.
Heldigvis foregik hele operationen, omstændighederne taget i betragtning, forholdsvis roligt og de ombordværende led heldigvis ingen fysisk overlast under operationen, men det var alligevel nogle lidt chokkeret og rystet søfolk, der gik i land i Nexø, oven på uheldet.
Båden skal nu på bedding, en af de kommende dage, inden rejsen igen kan fortsætte mod Polen. Skibets ejer kommer selv til Bornholm, for sammen med teknikere, at finde fejlen og årsagen til den pludselige vandindtrængning.