Det er Hvide Sande Havns EU-støttet terminalprojekt på Nordhavnen, der i disse dage invaderes af gravemaskiner, som i løbet af de næste små fem måneder, skal omdanne klitgrunden til moderne opbevaringshaller for fiskeriet.
Redskabsterminalen er planlagt færdige og klar til indflytning i juni 2015 og bliver på imponerende 8.100 m2. Hallerne fordeler sig med 45 celler på hver 180 m2. Heraf kan 10 af cellerne deles op til dobbelt celler på hver 90 m2 og imødekommer således fiskerier, med forskellige pladskrav.
Hele projektet med den nye redskabsterminal beløber sig til 16 millioner kroner, hvoraf de 8 millioner kroner kommer fra EU-fonde, så selve financieringen af de resterende 8 millioner, bliver de faktiske udgifter, der deles ud på lejerne af den nye terminal. Havnen arbejder med udlejningspriser fra 1700 kroner pr. måned for 180 m2 og 1200 kroner for de mindre 90 m2.
Redskabsskurene på Langsand
I planen indgår ca. 80 lejemål i området ved Tyskerhavnen, hvoraf det kun er fiskere samt enkelte havnerelaterede fag, som vil blive tilbudt lejemål i den nye redskabsterminal. Fiskernes og de øvrige lejemål på Langsand, vil som det seneste blive opsagt fra oktober måned 2015. Men, som Havnedirektøren Steen Davidsen tidligere har udtalt til FiskerForum, vil der blive taget ekstra hensyn til lejerne på Langsand, så afviklingen kan foregå på en ordentlig og betryggende måde.