Den kun 46 årige direktør for Nyhavns Vod- og Trawlbinderi i Esbjerg Keld Fjord Tarbensen blev torsdag fundet død i firmaet i Esbjerg.
Det er således med stor sorg at Esbjerg nu tager afsked med en engageret, smilende og altid positiv erhvervsmand.
Trods krisen i fiskeriet for år tilbage, formåede vodbinderen fra Esbjerg, at udvikle firmaet fortsat inden for kerneområdet trawl og fiskenet. Så i tiden hvor flere af kollegaerne enten gik konkurs eller fusionerede med andre, kiggede Keld Fjord Tarbensen ud over landegrænsen og fortsatte produktionen med salg til udlandet til så forskellige lande som Skotland, Thailand, Sydafrika, Shetlandsøerne og Bangladesh.
I sidstnævnte land havde Keld Fjord Tarbensen investeret i en fabrik i byen Chittagong i Bangladesh. En investering der positivt gav den aktive og fremsynet erhvervsmand og hans firma Nyhavns Vod- og Trawlbinderi yderligere et løft ud af krisen, så firmaet i dag er i god vækst og hvor over 90 procent af produktionen i dag eksporteres.
Trawlfirmaet havde netop vendt øjnene mod Taiwan og Indien, da beskeden kom, at Keld Fjord Tarbensen desværre ikke længere er blandt os.
Keld Fjord Tarbensen efterlader hustru samt to børn.
FiskerForum.com