Man forventer mere end 500.000 besøgende til Danmarks største folkefest, der løber af stablen fra den 2. til den 5. august 2014 på Esbjerg Havn
The Tall Ships Races er en kapsejlads, som finder sted mellem forskellige havne verden rundt hvert år. Sejladsen organiseres af Sail Training International.
Traditionen startede i 1956, og formålet var at samle fuldriggere til en sejlbegivenhed. Siden er The Tall Ships Races vokset i omfang og popularitet. I dag deltager skibe fra over 30 forskellige nationer, og mødet mellem nationer er blevet et vigtigt element i The Tall Ships Races. Under sejladsen påmønstrer et stort antal trainees i de deltagende havne. De unge skal opleve livet til søs og deltager på lige fod med besætningen i de daglige gøremål på skibet.
Skibene er inddelt i fire klasser (A, B, C og D) alt efter størrelse. Vinderen af kapsejladsen kåres ikke blot på baggrund af hurtighed. Det mest prestigefyldte trofæ går til skibet, som har været bedst at fremme forståelse og relationer blandt de deltagende nationer.
Udover kapsejladsen er der arrangeret et godt og bredt program med god musik, underholding og fyrværkeri samt mange andre arrangementer som er relateret til besætningerne og skibene.
Men vigtigst af alt vil byen syde af liv i forbindelse med Crew Parade, som er er farverigt optog gennem byens gader, hvor alle skibe er repræsenteret, og Prize Giving på Torvet, hvor de bedste skibe præmieres.
Så sæt kryds i kalenderen og mød op til nogle festlige dage på Esbjerg Havn.