Dan Jørgensen erklærer sig tilfreds med den biologiske rådgivning, selvom der er dokumentation for, at den ikke er optimal. Det mener biologerne også, at den ikke er.
FF-NYT interviewer i denne artikel fødevareminister Dan Jørgensen om industrifiskeriet, den biologiske rådgivning og om forsigtighedsprincippet i forhold til virkeligheden, som fiskeriet og branchen kender den. Han svarer bl.a. på spørgsmålet om det vigtige Forsker- Fisker-samarbejde. Han mener, at industrifiskeriet og fiskemelsfabrikkerne har stor betydning for sundhed, eksport og beskæftigelsen i de danske kyst – samfund, men synes at vige uden om konkrete forslag til at løse udfordringerne. Spørgsmålene er efter Dan Jørgensens ønske stillet skriftligt, og svarene er ligeledes skriftlige. Derfor er de lange, fordi spørgsmål og svar indeholder mange argumenter.
Industrifiskeriets betydning
Dan Jørgensen – set i lyset af, at det danske industrifiskeri er det største og reelt det eneste blandt EU-landene, hvad agter du da at gøre for at opnå større forståelse med fokus på såvel biologisk som politisk gennemslags – kraft både i EU-Parlamentet og EUKommissionen. Det er, som det blev fremhævet på Danmarks Fiskeriforenings generalforsamling, i EU, at industrifiskeriets betingelser afgøres?
Jeg er meget opmærksom på tobisfiskeriets store økonomiske betydning for dansk fiskeri og følgeindustrien. Det er også derfor, at Danmark har påtaget sig ansvaret for at formulere discardplanen for industrifiskeriet i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Det giver mulighed for at påvirke de andre medlemsstaters holdning til industrifiskeriet.
Jeg vil opfordre jer selv til at invitere medlemmer af EU-Parlamentet og EUKommissionen på besøg, så de selv kan se, hvordan det danske industrifiskeri foregår.
EU-tobis og norsk tobis
Vil du i din egenskab af minister arbejde i EU for, at der kan opnås en aftale mellem Danmark og Norge, således at tobis’en kan fiskes også i den norske del af område 3, hvor det ser ud til, at tobis’en befinder sig i år – ligesom Norge omvendt kan fiske i den del, der tilhører EU, hvis tobis’en opholder sig der. Formålet er ganske enkelt at sikre sig en fleksibilitet for alle parter. Baggrunden for spørgsmålet er, at det var en regelændring i 2011, der administrativt blev baggrunden for denne områdeopdeling, der betyder – som det er nu – at kvoten ikke fiskes op. Det har den konsekvens, at det går ud over produktivitet og arbejdspladser både til vands og til lands.
Ønsket om en fleksibilitet for tobisfiskeriet i område 3 er noget, som vi fra dansk side allerede har arbejdet for at gennemføre i forbindelse med dette års EU-Norge forhandlinger. Men Norge var ikke interesseret i en sådan løsning. Baggrunden for, at Norge ikke er det, kan der– set fra Fødevareministeriets side – være flere forklaringer på. Norske fartøjer kan selv fiske hele den norske kvote i norsk zone og har derfor ikke umiddelbar interesse i at give andre parter adgang til dette fiskeri. Endvidere indebærer den norske forvaltningsmodel for tobis, at tobiskvoten ( den endelige ) for norsk zone først fastsættes i maj måned med udgangspunkt i et videnskabeligt togt, der gennemføres i norsk zone i april/maj. Den norske tobiskvote for norsk zone var derfor ikke kendt, da EU og Norge forhandlingerne fandt sted, selvom det i år først var i marts, at aftalen blev indgået.
Bedre samarbejde med biologerne
Den biologiske rådgivning herhjemme var endnu engang til debat på Danmarks Fiskeriforenings generalforsamling, og – som du hørte – var der både generelt og specifikt en begrundet og dokumenteret utilfredshed med den biologiske rådgivning. Det drejede sig ikke alene om rådgivningen for kvoterne på industrifiskeriet, men også om samarbejdet med biologerne. Det blev således sagt fra kompetent side – som du hørte – at ”vi ikke stoler på hinanden” og, at det i princippet udmærkede forum for samarbejde ”Fiskere- Forskere” kan blive langt bedre.
Hvilken indsats vil du – og kan du – gøre for at gøre dette bedre?
Jeg er helt enig i, at det er vigtigt med en god dialog mellem fiskere og forskere, så der ikke opstår mistillid mellem de to parter. Jeg tror, at vi kan forbedre dialogen og derigennem forbedre tilliden mellem fiskere og forskere. Jeg er opmærksom på, at netop denne problemstilling for nylig er drøftet i Erhvervsfiskeriudvalget, og at der løbende vil blive fulgt op på sagen i udvalget.
Penge til rådgivningen
Når biologerne gang på gang fastslår i fuld offentlighed, at de ikke har de nødvendige økonomiske midler til at yde en optimal rådgivning, er det logisk set en blokering for et erhverv, som du selv siger har stor betydning for sundhed, eksport og økonomi samt beskæftigelsen i de danske kystsamfund. Hvordan kan du løse denne udfordring, der må anses for sasal for dette erhverv?
Fødevareministeriet har en myndighedsaftale med DTU Aqua, hvor det hvert år drøftes, hvilke indsatsområder, der skal prioriteres mellem. Det er klart, at industrifiskeriet er i konkurrence med andre typer af fiskeri om ressourcerne. Overordnet set mener jeg dog, at der afsættes betydelige ressourcer på myndighedsaftalen til rådgivning om industrifiskeriet hvert år, især tobisfiskeriet
Må ikke fiske, hvor der er fisk
Jo, men Dan Jørgensen, i konsekvens af dette spørgsmål tvinges fiskerne til at fiske efter den vigtigste art, tobis, hvor der er kvoter, og ikke, hvor der er fisk. Det blev sagt på Danmarks Fiskeriforenings generalforsamling, hvor det samtidig blev konstateret, at industrifiskeriet – især efter tobis – efter otte års fejlregulering er en skygge af sig selv. Hvad kan du gøre ved
det?
For mig er det afgørende, at kvoterne bliver fastsat på basis af den bedst tilgængelige biologiske rådgivning, og det mener jeg sådan set allerede er tilfældet i dag. Man kan altid sammenligne med tidligere tiders fiskeri, men jeg mener ikke, at det er forsvarligt at sætte kvoten markant højere end, hvad der kan anbefales videnskabeligt.
Forsigtighed og dokumentation
I forlængelse af dette svar kan det konstateres, at det danske industrifiskeris omsætning udgør omkring 500 mio. kr. årligt, hvilket svarer til 15-20 pct. af al dansk fiskeri med en samlet omsætning på omkring tre mia. kr. Den dokumenterede fejlagtige biologiske rådgivning med afsæt i et forsigtighedsprincip fører uundgåeligt til et angreb på et erhverv, som du fremhæver har stor betydning på alle niveauer. Hvilken indsats kan du gøre for at ændre dette misforhold?
Jeg må igen fremhæve, at det ikke er vejen frem at fravige den biologiske rådgivning markant, og jeg støtter brugen af forsigtighedsprincippet. Alternativet til at følge den biologiske rådgivning er risikoen for nedfiskning af bestandene. Det er hverken i fiskernes, forskernes eller samfundets interesse.
Fiskerne drømmer
Det er et faktum, at fiskerne i en periode på 30-40 år fangede i størrelsesorden 800.000 tons tobis årligt – enkelte år endda mere end 1 mio. tons – vel at mærke uden at det gik ud over bestanden. Så blev der indført kvoter – som nævnt ud fra et forsigtighedsprincip – og uden at den biologiske rådgivning har økonomi til at yde en optimal rådgivning, siger den selv. Siden da har kvoten været på omkring 1/3 af den oprindelige, svarende til 250.000-300.000 tons årligt og uden biologisk eller anden videnskabelig dokumentation. Hvad agter du at gøre som fiskeriets minister for at tilpasse disse forhold til den faktiske virkelighed?
Man kan jo altid drømme sig tilbage til de gode gamle dage. Men jeg er overbevist om, at vi kommer længere ved at forholde os realistisk til den verden, vi er en del af. Tiden med frit fiskeri for industrifiskeriet, som reelt er den situation, der henvises til, er ganske enkelt ikke forenelig med den nyligt reformerede fælles fiskeripolitik. Her sker fastsættelse af fiskerikvoter med udgangspunkt i biologisk rådgivning og under iagttagelse af grundlæggende principper som bæredygtighed og økosystemtilgang. Dermed sikrer vi os, at der er fisk at fange i årene frem.
Jeg synes, at det danske fiskerierhverv bliver bedre og bedre til at skabe rammer for at kunne brande sig med blandt andet sporbarhedssystemer og MSC-certificering. Jeg har ved selvsyn oplevet, at der i Kina er stort fokus på danske produkter, og lige netop sporbarhed og fødevaresikkerhed er et rigtigt godt salgsargument i forhold til kineserne. Men jeg vil gerne understrege, at netop den dokumenterede bæredygtighed bygger på princippet om forvaltningsplaner baseret på den biologiske rådgivning.
FF’s bestyrelsesformand Jens Borup opfordrer fødevareminister Dan Jørgensen til at fremskaffe mere viden end den, som den biologiske rådgivning arbejder på grundlag af i dag.
Det er et yderst datasvagt grundlag at rådgive på grundlag af, når vi skal vurdere hele branchen i det perspektiv, at vi i Danmark er den største nation i EU, der med industrifisk som råvare fremstiller proteinrigt tilskud til foder med fiskemel og fiskeolie. Dertil kommer, at branchen er grundlag for hundreder af arbejdspladser i tyndt befolkede område i Danmark og desuden med en betydelig eksport til flere end 60 nationer samtidig skaffer en væsentlig valutaindtægt.
Vi drømmer ikke
Det er svært at forstå, at ministeren kan give udtryk for, at vi drømmer os tilbage til en anden tid, når fakta viser noget helt andet. Det siger sig selv, at fakta og dokumentation er mere holdbar end en viden, der bygger på en rådgivning, som langtfra er optimal. Det lægger rådgivningen da heller ikke skjul på.
Hvad er det, som du kan dokumentere, som den biologiske rådgivning ikke er i stand til?
Det er kendsgerninger og statistik, der baserer sig på officielle tal fra NaturErhvervsstyrelsen, som det bl.a. fremgår af de to skematiske illustrationer til denne artikel.
Opfordring til ministeren
Tidligere kunne vi fiske tobis i ni måneder om året. Den er reduceret til fire måneder. I 1987 var der 139 fiskefartøjer over 30 meter – i dag er der 39. Den grafiske fremstilling taler sit tydeligere sprog. Jeg må opfordre ministeren til at inddrage disse tal og denne statistik. I 30-40 år fangede vi tobis i størrelsesorden 800.000 tons årligt, nogle år end – da mere end 1 mio. tons, vel at mærke uden at det gik ud over bestanden. Så blev tobis’en pludselig kvoteret, og vi har siden kun måttet fange 1/3 svarende til 250.000-300.000 tons årligt uden videnskabeligt grundlag for, at det er nødvendigt. Kan man behandle et erhverv på denne måde?
