Lyst- og fritidsfiskeri er en af de mest udbredte fritidsaktiviteter i Danmark, og forårsvejret lokker flere fiskere ud med snøren.
Søndag er det Lystfiskeriets Dag, og tusindvis af lystfiskere køber hvert år et fisketegn for at kunne fiske ved de danske kyster, fjorde og vandløb.
Pengene fra salg af fisketegn bliver hvert år brugt til fiskepleje og er dermed til stor gavn for lyst- og fritidsfiskerne selv. I år er der tale om godt 42 mio. kr., som bruges til at fremme den naturlige reproduktion af fiskebestandene herunder naturgenopretning.
”Det gør vi blandt andet ved at udsætte fisk, forbedre fiskenes leveforhold i vandet, men også ved at fremme forskning, der yderligere kan styrke indsatsen til gavn for fiskebestandene. Vores indsats for fiskeplejen er afgørende, for at vi kan have et godt lyst- og fritidsfiskeri, som mange danskere og turister nyder godt af,” siger Jakob Munkhøj Nielsen, enhedschef i Center for Fiskeri i NaturErhvervstyrelsen.
NaturErhvervstyrelsen har gjort det nemt at købe fisketegn ved at lave en mobilapp, hvor lystfiskere udover at købe fisketegn blandt andet kan få et hurtigt overblik over, om de befinder sig i et fredningsbælte, hvor man ikke må fiske.
Se mere om mobilapp’en her