Lokal- og kredsforenings-formænd for dansk fiskeri, samledes lørdag den 13. april på Hotel Munkebjerg i Vejle.
Her mødes de for at sammensætte og vælge de 12 medlemmer der udgør foreningens hovedbestyrelse, der får indflydelse på og som vil være med til at præge, de beslutninger der træffes omkring fiskeriet i Danmark og i EU, samt sørge for at fiskernes interesse varetages bedst muligt.
I formandsberetningen og i rækken af formændsindlæg fra lokalforeningerne, var der flere skarpe og kritiske udmeldinger. Specielt fik formand Svend-Erik Andersens bredside mod regeltyraniet i dansk fiskeri, klapsalver med på vejen. Noget som formanden for Strandby fiskerne Claus Hjørne Pedersen fulgte op med i sit indlæg, en kritik af strafpointsystemmet og de problemer det giver for specielt industrifiskerne. Noget som virkelig har fået frustrationen til at brede sig på havnene rundt omkring.
Ligeledes manglede Claus Hjørne Pedersen en realitetssans fra fiskerikontrollens side, når en enkelt pose fisk kan være forskellen mellem et lovligt fiskeri og en alvorlig overtrædelse.
Et udsagn, som helt kunne tilsluttes af formanden for Skagen fiskerne Carl-Jesper Hermansen, der talte dunder fra talerstolen, om den uværdige behandling fiskerne udsættes for og de regler, som hele tiden bliver trukket ned over erhvervet. Regler der nu har fået mange fiskere til at råde deres sønner til ikke at blive fiskere. En yderst uheldig udvikling. Carl-Jesper Hermansen var ligeledes fortørnet over, som alle de tilstedeværende, de mange uafklarede punkter om Discard-forbuddet der endnu er og hvor sløvt ICES (Det Internationale Havforskningsråd) reagerer på forespørgselen om deres vurdering af kvotetilskrivningen i samme sag.
Der var i den forbindelse også et par skarpe meldinger til fødevareministeren Mette Gjerskov og en påmindelse om, at fødevareministeren flere gange har lovet, at Discard-forbuddet ikke skulle stille fiskerne dårligere end tidligere, når det nu gennemføres.
Kurt S. Madsen fra Danske Fiskeres PO, stillede ligeledes skarpt på de danske politikere og EU, omkring beslutningen om at afskaffe den nuværende mindsteprisordning fra 1. januar 2014. En beslutning der helt kan fjerne sikkerhedsnettet under fiskernes indtjening. En ordning der nu stort set klare sig selv, med et minimum af tilskud fra EU og som Kurt S. Madsen udtrykte et håb om, at politikerne endnu engang ville overveje at fastholde, evt. som en overgangsordning, til man kan se om markedet kan holde sig. Alt andet vil være rent hasardspil, sluttede formanden for Fiskernes PO.
Niels Bjerregaard fortsatte stiben af kritiske indlæg. Som formand for Kystfiskerudvalget under Danmarks Fiskeriforening, kritiserede han i hårde vendinger arbejdet med den nye kystfiskerordning, specielt fremhævede han 24 timers reglen som værende direkte ødelæggende og undergravende for udviklingen af kystfiskeriet. Og som han påpegede var den gode kvalitet af fisken, ikke afhængig af flere ture frem og tilbage med følgelig større Co2 udledning, men i stedet behørig røgtning af garnene og en hurtig nedkøling af fisken.
En generalforsamling hvor det måske er Carl-Jesper Hermansens ord om de mange uafklarede elementer omkring discard-forbuddet i Skagerrak og ikke mindst ICES` ringe engagement i sagen, der bliver hængende i luften, ”det her er ikke et spørgsmål om liv eller død, nej det er et spørgsmål om selve eksistensen af fiskeriet.”