Gode vækstbetingelser for plankton og alger i det skarpe forårslys, har skabt et godt fødegrundlag for muslingerne, som i år rigeligt har taget for sig af føden.
Havbiolog og projektleder Ditte Tørring fra Dansk Skaldyrcenter i Nykøbing Mors, udtaler til FiskerForum, ”situationen er usædvanlig, da muslingerne simpelthen har forspist sig og det skyldes til dels en stor opblomstring af alger, der i Limfjorden, trods en lav vandtemperatur, har haft usædvanlige gode vækstbetingelser på grund af lyset.”
Det er den grønne farve fra algerne netop nu, der har givet muslingerne betegnelsen, den ”grønne mave”. Som betyder at industrien ikke kan bruge muslingerne, da muslingerne som bearbejdes og kommes på glas, kan risikere at sprænge under tryk. Hvilket ikke ser godt ud når de skal sælges i butikkerne sydpå.
Formanden for Limfjordsfiskerne Benny Rimmer Andersen, er da heller ikke uddelt begejstret over allerede i starten af sæsonen at sidde syv produktionsuger over. ”Det betyder at næsten en tredjedel af forårsfiskeriet er mistet. Vi har licens til at fiske 45 tons pr. uge og kun indtil 30. juni 2013. Herefter går der ca. 9 uger inden vi kan starte igen midt i september og til jul. Vi har ikke mulighed for at indhente det mistede, licensen lyder på 45 tons og det står ikke til at ændre.” fortæller en ærgerlig Benny Rimmer Andersen til FiskerForum. En bet for de små 36 licens indehavere til muslingefiskeriet i Limfjorden og desværre en situation der forekommer, når man har med naturen at gøre.
På Dansk Skaldyrcenter er der dog lidt optimisme at spore. ”Vores forskningstekniker Kristian Oddershede Nielsen tager dagligt målinger af vandtemperaturen og i dag er temperaturen på plus Fire grader og den er stigende. Samtidig er gennemsigtigheden i vandet bedret betydeligt, så med en vejrmelding der lover varmere vejr i næste uge, skulle vi snart være på plus fem grader. Ved plus ti grader gyder muslingerne.” slutter Ditte Tørring.
Fiskeriet starter i næste uge, så må vi se hvorledes det ser ud i slutningen af ugen, om industrien kan håndtere muslingernes ”grønne maver”, så de ikke sprænger, ” slutter en fingerkrydsende formand Benny Rimmer Andersen sin samtale med FiskerForum.