Lokale erhvervsfiskere og Danmarks Fiskeriforening er lodret imod dumpninger af havneslam fra Kalundborg Havn. En million kubikmenter havneslam dumpes nu ud for Asnæs i Storebælt.
Tidligere dumpninger i området har fortrængt fiskene fuldstændigt, så kritikken fra fiskerne og fiskernes organisation DFPO, er hård. Både over de mange tons skadelige havneslam der skal klappes, men også over at der aldrig er blevet lavet en undersøgelse over hvilke påvirkninger det har på havmiljøet.
Slam der dumpes i det område ud for Asnæs, vil med strømmen blive ført videre, så det kommer til at dække et område på mere end 12 kilometer Storebælt.
Dumpningen er ovenikøbet lagt i et af torskens foretrukne gydeområder. Den manglende rapport over betydningen og effekten af dette millionstore klappe-lag i Storebælt gør, at fiskerne ikke kan ansøge om kompensation for det forsvundne og manglende fiskeri i området.
Trods tilladelsen til Kalundborg Havn, om at dumpe de mange tons havneslam, er formanden for Kerteminde Fiskeriforening Søren Clausen ikke i tvivl, og i en kommentar siger han til DR Nyhederne, »Vi har prøvet det før, og det betyder færre fisk i området,« fortæller han, men er samtidig rasende over, at den manglede konsekvensberegning over miljøbelastningen, giver fiskerne et dårligt udgangspunkt, når der skal forhandles kompensation fra Kalundborg Havn.
»Det bør være en myndighedsopgave med en sådan undersøgelse, der klarlægger hvilke effekter en klapning af havneslam vil have for fiskeriet,« forklarer chefbiolog Henrik S. Lund fra DFPO overfor DR Nyhederne. »En undersøgelse der tydeligt klarlægger hvilken miljøbelastning dumpningen af havneslam har for området og i givet fald hvilken indflydelse det har på fiskeriet.«
Kalundborg Havn har ikke overtrådt nogen love, men indrømmer overfor DR Nyhederne, at man også herfra savner en ordentlig undersøgelse af effekten på fiskeriet, efter havneslammet er dumpet.