EU’s fiskeriministre har for første gang vedtaget en langsigtet plan for at genopbygge torskebestanden i Østersøen. Fiskerne får færre havdage, men mere fleksibilitet.
Det lykkedes i dag EU’s fiskeriministre på rådsmødet i Luxembourg at enes om den første langsigtede plan for at redde Østersøtorsken. Det betyder, at torskekvoterne ikke bliver yderligere beskåret i år.
Planen betyder, at der vil blive indført en havdageordning i Østersøen den 1. januar 2008. Hvert år vil fiskernes havdage blive beskåret med 10 procent, indtil torskebestanden befinder sig på et bæredygtigt niveau.
”Jeg er meget tilfreds med, at vi har opnået enighed om en plan, der både redder Østersøtorsken og økonomien for de mindre fiskere,” siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
Havdageordningen betyder, at fiskerne i stor udstrækning selv får mulighed for at planlægge, hvornår de vil fiske. Det er især til fordel for de mindre både.
Færre sorte torsk
Kommissionen har også lyttet til de danske synspunkter om bedre kontrol i Østersøen. Østersølandene skal fremover gennemføre fælles kontrolaktioner for at hindre sorte landinger. Større landinger af torsk skal forudanmeldes, og det bliver pligtigt at veje al torsk, inden det bliver transporteret væk fra havnen. Fiskere uden satellit skal fremover rapportere, hvor de fisker, så fiskerikontrollen nu ved, hvor alle fiskere befinder sig.
”Vi skal have sat en stopper for sort fiskeri, så vi igen kan få en stor og stærk torskebestand i Østersøen. Derfor er jeg glad for, at planen også betyder bedre og skrappere kontrol. Danmark vil deltage i de fælles kontrolaktioner med fuld kraft,” siger Hans Chr. Schmidt.