Når man i transportsektoren taler om batteridrevne eller gasdrevne biler, taler man samtidig om miljø og begrænsning af skadelige udledninger fra udstødningen. En tilsvarende problematik løses nu også i de kæmpestore pelagiske fartøjer i Norge.
Hos Norske Salt Ship Design fra Stord i den Sydvestlige del af Norge, har fremtidens fremdriftssystemer med batterier og Naturgas (LNG) også nået tegnebrættet. At det norske designfirma overhovedet kastede sig over en sådan opgave, skyldes det norske rederi Liafjord, som ønskede sig et mere miljøvenligt drevet skib i deres flåde. Valget blev et helt unikt fremdriftssystem med batteri og naturgas (LNG)
I en pressemeddelelse forklarer Salt Ship Design, at det norske rederi Liafjord, for mere end et år siden kom til de norske designere, og opfordrede dem til at komme med en mere miljøvenlig og -rigtig fremdriftsløsning til det fartøj som de skulle til at bygge.
Innovativt og fremsynet til gavn for miljøet
Gunny Sandvik fra Salt Ship Design siger i en kommentar, »Det er ikke uden stolthed, at vi kan fremvise resultatet af nybygningen »Libas« for Lie-familien,« siger Gunny Sandvik og fortæller videre, at netop Lie-familien, gennem deres selskab LiaFjord A/S, igen har været fremsynet og tænkt langt ind i fremtiden, med det miljøvenlige fremdriftssystemet i »Libas«.
Det er ikke første gang familien Lie har været fremsynet og foran rent teknologisk, når der skal bygges nyt. Det var også tilfældet med den tidligere nybygning af »Libas«, designet af Vil & Sandvik, bygget på Fitjar Mek. Verksted tilbage i 2004. Her drejede det sig overvejende om håndteringen af not og udstyr. Dette fartøj, på hele 94 meters længde er nu blevet solgt til Eskja på Island.
Nye »Libas« bliver 86,10 meter langt og 17,80 meter bredt med et nyudviklet fremdriftssystem der består i en kombination af batteri og gas drift. Til LNG gassen vil der ombord være en 350 m3 stor tank godt suppleret med et stort batteri.
Det pelagiske trawler bliver rigget til not og til både enkelt og dobbelt trawl. Men hele udstyrspakken mangler fortsat at blive endeligt vedtaget.