Færøernes indtægter fra fiskeeksport fortsætter med at sætte nye rekorder. På trods af faldende mængder, så stiger værdien støt.
Nye tal fra Hagstova Føroya (Færøernes statistik, red) for første halvår 2017 viser, at værdien af Færøernes fiskeeksport steg med 13 procent i værdi på trods af, at mængderne var 21 procent lavere sammenlignet med første halvår 2016.
Den samlede eksport var på 4,2 milliarder kroner, hvilket er 319 millioner mere end samme periode sidste år. Der er således eksporteret mere sild og makrel, mens mængderne af blåhvilling har været faldende.
Værdifuld lakseeksport
Eksporten af laks var på over 2 milliarder kroner årets første seks måneder. Det er en stigning på hele 25 procent sammenlignet med 2016. I mængde er lakseeksporten steget med 12 procent.
Det kniber dog stadigvæk med eksporten af bundfisk, hvor både mængder og indtægter har været nedadgående igennem flere år.
FiskerForum.dk