En splinterny trækutter blev lørdag leveret på Thorup Strand fra Han Herred Havbåde i Slettestrand. FiskerForums fotograf Henning Hansen var på pletten.
En glad og meget tilfreds skipper Karsten Nielsen på HM 33 »Kikani III», var da heller ikke sen til, da han hoppede det sidste stykke ned på stranden ved Thorupstrand, at udtrykke sin begejstring for båden overfor Nordjyske, »Nu har vi endelig fået vores nye båd, så det er rigtigt skønt. Det gik også rigtig godt med at sejle den hjem fra Slettestrand, selv om der var lidt bølger«. Samtidig var den vestjyske skipper også lidt rørt over, at han i en den sidste tredjedel af sin fiskerliv, skulle få lov til at opleve dette. At sejle en splinterny havbåd hjem til Thorupstrand, hvorfra den skal fiske i de næste mange år.
Ankomsten til Thorupstrand, havde trukket mange mennesker ned på stranden. Det blev vurderet, at hele seancen blev fulgt af flere hundrede nysgerrige nordjyder og turister samt lokale, som alle havde taget opstilling sidst på formiddagen lørdag, for at fejre den glade begivenhed. Hvor den første nybyggede trækutter i 15 år blev afleveret fra værftet »Han Herred Havbåde« i Slettestrand, til en lokal skipper.
Den smukt forarbejdet træbåd, der har fulgt de stolte skibsbyggertraditioner, er det tredje fartøj med navnet »Kikani III« og den hidtil største i rækken. Hvilket betyder, at den kan fiske med større og andre grejer end bare garn. Karsten Nielsens søn Kristian, der er bedre kendt som »Swahili« i TV-serien »Gutterne på Kutterne«, har store forventninger til både fartøjet og det kommende fiskeri.
»Kikani III«, som er opkaldt efter og har initialerne fra KIrsten og KArsten NIelsen, er den første i rækken af en ny flåde af trækuttere fra Slettestrand, med en yderst fornuftig pris på bare 6,5 millioner kroner skulle fartøjet også både være sø- og konkurrencedygtigt.
Til Nordjyske udtaler bådebygger Peter Madsbøll fra Han Herred Havbåde i Slettestrand, »Vi er måske lidt længere om at bygge sådan en båd, men vi er til gengæld lidt billigere. Jeg er da sikker på at træbåden kan konkurrere med en båd af glasfiber både hvad angår holdbarhed og kvalitet.«
Fiskeskipper Karsten Nielsen er da heller ikke i tvivl, efter jomfruturen slår han da også fast, »denne båd er bare betydeligt skønnere at sejle, men den er jo også noget større end den sidste. Nu sejler vi til Hirtshals i nat eller i morgen tidlig og så skal der arbejdes«.
De kan se ankomsten til Thorupstrand her på Video optaget af FiskerForum fotograf Henning Hansen.