”Operation Sorte Fisk” er et kontrolsamarbejde mellem Skatteministeriet og Fødevareministeriet. Denne gang blev der gennemført en kontrolaktion hen over pinsen, og det blev afsløret, at der bliver solgt en del fisk ulovligt fra erhvervsfiskere, bierhvervsfiskere og fritidsfiskere direkte til forbrugerne.
I dagene op til pinse og i pinsen har Fiskeridirektoratets kontrollører i samarbejde med SKAT gennemført en fælles kontrolaktion. Aktionen blev gennemført i en lang række nord- og vestjyske havne og landingspladser fra Hals over Skagen til Thyborøn og havde til formål at kontrollere handel af fisk direkte fra erhvervs- og bierhvervsfiskere til forbrugerne. Endvidere skulle også eventuelt ulovligt salg af fisk fra fritidsfiskere afsløres. Kontrolkampagnen blev gennemført både som civil- og uniformeret kontrol.
I alt blev 19 salgssteder kontrolleret og resultatet viste en række overtrædelser. I mere end halvdelen af tilfældene havde fiskerne ikke de fornødne tilladelser, desuden var pligtige indberetninger til Fiskeridirektoratet og SKAT ikke foretaget. Aktionen afslørede endvidere en række andre overtrædelser, herunder manglende tilmelding af losning, overtrædelse af auktionspligt for salg af torsk samt ulovligt salg af fangst fra fritidsfiskere. Flere af forholdene undersøges efterfølgende og kan afsløre yderligere overtrædelser.
Sammenfattende blev der konstateret mange overtrædelser af både fiskeri- og skattelovgivning. Overtrædelserne vil blive sanktioneret med bøder.
Samarbejdet mellem SKAT og Fiskeridirektoratet fortsætter og med de mange overtrædelser in mente, kan der forventes yderlige kontrolaktioner på området.
FiskerForum – 31. maj 2007