Leder af redaktionen FiskerForum.dk
Ansættelsen af den tidligere DN-kommunikationsrådgiver Emil Nielsen i Miljøministeriet vækker dyb bekymring i fødevareerhvervene. Med en baggrund som RUC-uddannet rådgiver uden faglige rødder i eller dokumenteret indsigt i landbrug og fiskeri, efterlades erhvervet med et ministerium, der i stigende grad agerer som en »aggressiv modpart« frem for en »konstruktiv samarbejdspartner«.
Det politiske og personalemæssige krydsfelt mellem Miljøministeriet, partiet SF og Danmarks Naturfredningsforening (DN) er i disse år genstand for en ekstremt ophedet debat – særligt i fiskerierhvervet. At Emil Nielsen, som tidligere har været central kommunikationsrådgiver for hav og fiskeri i DN, nu er rykket ind i Miljøministeriet, har vakt stærke følelser. For at forstå mekanismerne og kigge på hans faglige historik, må man skille den partipolitiske dynamik fra hans konkrete arbejde med forureningssager.
Der er ingen tvivl om, at der er svingdøre mellem de grønne organisationer og den politiske venstrefløj i Danmark.
Det er en velkendt dynamik i dansk politik: Ideologisk overlap betyder, at SF og DN deler grundlæggende ambitionen om et øjeblikkeligt stop for bundtrawl, markante reduktioner i landbrugets kvælstofudledninger og udpegning af store, urørte havområder.
Når ministre skal ansætte særlige rådgivere eller pressefolk i Miljøministeriet, rekrutterer de ofte profiler, der har skærpet deres våben i organisationer som DN eller Greenpeace. De kender det grønne stofområde ud og ind og ved, hvordan man kommunikerer til den brede offentlighed. Set fra fiskeriets side opleves dette naturligvis som en klar politisering, hvor ministeriet bemandes med folk, der i deres hidtidige virke har ført en hård linje mod erhvervet. Fra ministerens og SF’s side ses det som en nødvendig oprustning med rådgivere, der tør udfordre de traditionelle erhvervsinteresser.
Det uheldige forhold understreges af, at der i den tidligere RUC-uddannede Nielsens historik absolut ingen forhistorie er omkring praktisk landbrug eller fiskeri – og dermed ingen påvist forståelse for disse historiske eksporterhverv.
Tværtimod. Det burde jo på ministerplan i den grad være muligt at samarbejde fornuftigt og konstruktivt, uden at ministeriets rådgivere konsekvent fremstår som en modpart overfor de fødevareerhverv, ministeriet i virkeligheden også er sat i verden for at rådgive, udvikle og hjælpe.
Når man dykker ned i Emil Nielsens offentlige profil, debatindlæg og kommunikationsarbejde fra hans tid i Danmarks Naturfredningsforening, tegner der sig et klart mønster, som bekræfter erhvervets hårdest rejste kritik: Det massive fokus har ligget på bundtrawl. Emil Nielsens primære spydspids i medierne har været bundtrawl og beskyttede havområder. Det var ham, der i sin tid hos DN kørte de mest markante kampagner for at få indført et totalforbud mod bundslæbende redskaber i de indre farvande. Det er disse kampagner, som i fiskerikredse er blevet opfattet som abstrakte, fordi de ofte fokuserede ensidigt på de visuelle påvirkninger af havbunden uden i tilstrækkelig grad at inddrage de komplekse oceanografiske nuancer, som fiskerne efterspurgte.
Har han så overhovedet beskæftiget sig med andre forureningssager, eller var det kun trawl? Svaret er, at han i den brede offentlighed har optrådt med et markant mindre fokus på spildevand og kloakoverløb. Hvis man undersøger DN’s samlede udspil, har foreningen ganske vist løbende kritiseret kommunernes spildevandsforurening og de såkaldte »by-overløb« under skybrud. Men der er en klar strategisk og kommunikationsmæssig årsag til, at Emil Nielsen i sin formidling har skubbet bundtrawlet forrest i bussen frem for spildevandet.
Det har for det første været nemmere at formidle til den brede offentlighed: Det er visuelt langt nemmere at mobilisere befolkningen mod en trawler, der trækker redskaber hen over havbunden, end det er at forklare komplekse tekniske målinger af fosfor og bakterieniveauer fra et kommunalt renseanlæg. Dertil kommer den strategiske prioritering, hvor DN som organisation har vurderet, at landbruget og fiskeriet var de to største, direkte menneskelige presfaktorer på det åbne hav. Byernes spildevand og overløb er primært et gigantisk problem i de helt bynære fjorde og badevandskvaliteten, mens det åbne havs iltsvind primært drives af kvælstof (landbrug) og manglende bundstabilitet (trawl).
Det er en klar observation, at Emil Nielsens offentlige profil har været ekstremt ensidigt fokuseret på trawl og bundpåvirkning.
Det har efterladt et indtryk i erhvervet af en rådgiver, der i sin hidtidige retorik har nedtonet de andre massive presfaktorer – herunder kommunernes svigtende kloaksystemer og urensede kloakoverløb samt ikke mindst Østersø-landenes enorme, fælles udledninger til Østersøen. Netop Østersøens ringe vandudskiftning betyder jo, at denne massive forurening uvægerligt vil ramme det danske havmiljø på sin videre vej ud i Nordsøen og Atlanterhavet.
Når han nu sidder centralt placeret i Miljøministeriet, bliver det store spørgsmål, om han overhovedet formår at rådgive ministeren ud fra det fulde, komplekse »cocktail-billede«, som uvildige forskere peger på, eller om han fortsætter sin »faglige ensidighed« og bruger bundtrawlet som sit eneste politiske håndtag mod et trængt erhverv.
