Undersøiske dørtrin spærrer vejen for tusmørke-havets enorme fiskestimer

To af verdens mest talrige småfisk – laksesild og nordlig lysprikfisk – lever i bedste velgående i de dybe norske fjorde.

Det skriver havforskningsinstituttet.no

Ny DNA-forskning afslører nu, at de undersøiske klipperygge ved fjordenes mundinger har en fuldstændig forskellig betydning for de to arters genetiske udvikling. Mens den ene art svømmer ubesværet henover, fanges den anden i et genetisk fængsel.

De kaldes mesopelagiske fisk og lever i havets evige halvmørke på mellem 200 og 1.000 meters dybde. Selvom du sikkert aldrig har haft en laksesild eller en nordlig lysprikfisk på krogen, udgør disse små krabater, ifølge forskerne, svimlende 90 procent af den samlede vægt af alverdens fisk i verdenshavene. De er havets usynlige hærskare, og nu har forskere fra det norske Havforskningsinstitut lagt deres DNA under mikroskopet.

Resultatet er slående: Selvom de to arter lever side om side i Nordatlanten, reagerer de vidt forskelligt på de landskaber, de møder på havbunden.

Fjordens dørtrin skaber genetiske barrierer

Når en fjord dannes, efterlades der ofte en såkaldt fjordtærskel – en lavvandet klipperyg ved mundingen, som adskiller selve det dybe fjordbassin fra det åbne hav udenfor. Det er netop disse undersøiske dørtrin, der driller fiskene.

Forskningen viser, at laksesilden stort set er genetisk ens, uanset hvilken norsk fjord man undersøger. Anderledes kritisk ser det ud for den nordlige lysprikfisk. Her er der stor genetisk forskel fra fjord til fjord, og jo mere lavvandet fjordtærsklen er, desto større er den genetiske variation.

Det skyldes fiskenes livsstil og svømmeevner:

• Laksesilden er en stærk og aktiv svømmer, der gerne søger tættere mod overfladen. Den krydser nemt tærsklerne og blander blod med laksesild fra andre områder.
• Nordlig lysprikfisk opholder sig dybere og foretrækker mest af alt bare at drive med strømmen. For dem fungerer de lavvandede tærskler som en uoverstigelig mur, der spærrer dem inde i fjorden. Det skaber isolerede lokale bestande, som over tid udvikler deres helt eget unikke DNA.

Portvagten ved Gibraltar

Det er ikke kun i de norske fjorde, at bundforholdene bestemmer fiskenes parringsdans. Forskerne har fundet nøjagtig samme fænomen ved Gibraltarstrædet, som forbinder Atlanterhavet med Middelhavet.

Her fungerer den undersøiske Camarinal-tærskel som en streng portvagt. Voksne laksesild kan udnytte de dybe, varme understrømme til at svømme ud af Middelhavet og ind i Atlanterhavet. Men når æg og larver forsøger at drive den modsatte vej med de kolde overfladestrømme, dør de i store strømvirvler i Alboránhavet lige inden for stredet. Det forklarer, hvorfor generne fra Atlanterhavet næsten aldrig når frem til de laksesild, der svømmer i det østlige Middelhav.

Havets vigtige klimapumpe

Men hvorfor overhovedet bruge tid på at kortlægge DNA på fisk, der sjældent bliver større end en håndflade? Svaret skal findes i det globale klima og havets økosystem.

De mesopelagiske fisk fungerer nemlig som det afgørende bindeled mellem plankton og de store spisefisk som torsk og sej. Hvert eneste døgn svømmer milliarderne af småfisk op mod overfladen i ly af natten for at æde krepsdyr, hvorefter de søger ned i dybet igen, når solen står op.

Denne enorme daglige vandring fungerer i praksis som en biologisk karbonpumpe. Når fiskene svømmer ned i dybet og skider, tager de store mængder kulstof med sig. De er med andre ord med til at trække CO2 ud af atmosfæren og lagre det på bunden af havet.

Havforsker María Quintela understreger, at den nye viden om fiskenes genetiske stammer er altafgørende for fremtiden: »Hvis et eventuelt fremtidigt kommercielt fiskeri på disse arter skal kunne foregå forsvarligt, bliver vi nødt til at kende de enkelte bestande. Ellers risikerer vi at overfiske og helt udrydde unikke lokale gydebestande, som har enorm betydning for deres lokale miljø.«