Danmarks Fiskeriforening har indkaldt til stormøde torsdag den 24. maj på Golf Hotel Viborg klokken 13.00. Det eneste emne for mødet bliver situationen omkring tobisfiskeriet, efter at EU-Kommissionen mandag besluttede ikke at genåbne fiskeriet.
– Som formand er jeg ikke blot utilfreds med beslutningen, men i høj grad også med hele forløbet. Det vil vi gerne forklare vores medlemmer ansigt til ansigt, så de forstår, hvorfor det er endt her, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening, Flemming Kristensen.
Han peger blandt andet på, at Norge tilsyneladende har skræmt EU-Kommissionen fra at forhøje tobiskvoten, selv om de biologiske data peger på, at der er belæg for en langt større kvote, end de 170.000 tons den er fastsat til.
– Vi mener, at kvoten skulle have været på mindst samme niveau som i 2006, hvor den blev fastsat til 300.000 tons. Det har Norge ikke været interesseret i, og det ser ud til, at det er Oslo, der bestemmer kvoten og ikke Bruxelles, og det kan vi som forening ikke acceptere, siger Flemming Kristensen.
Han mener også, at de danske myndigheder og biologer har en stor andel i tobisstoppet. Han mener, at de allerede for flere uger siden burde have kontaktet Danmarks Fiskeriforening, da de kunne se, at kvoten ville blive lavere end forventet.
– Jeg mener, at et samarbejde skal gå begge veje. Og vi har som fiskere virkelig samarbejdet med de danske biologer med at give dem utallige informationer om vores fiskeri efter tobis. Så mener jeg også, at de bør kontakte os i tide, når de kan se, at analyserne peger i retning af en lavere kvote. Så kunne vi have forsøgt at påvirke EU-Kommissionen, siger Flemming Kristensen.
Han opfordrer ikke bare fiskere, men også borgmestre, regionsformænd og andre politikere til at møde frem på Golf Hotel Viborg på torsdag. Foreningen vil derudover invitere fiskeriets egen minister, fødevareminister Hans Christian Schmidt, til at deltage i mødet.
FiskerForum – 22. maj 2007