Formanden for Danmarks Fiskeriforening, Flemming Kristensen, er rystet og stærkt utilfreds med, at EU-Kommissionen mandag har meddelt, at den fælles tobiskvote ikke bliver på et højere niveau end de 170.000 tons, som bliver en konsekvens af de seneste ugers moniteringsfiskeri og deraf følgende biologiske rådgivning. Det betyder, at tobisfiskeriet ikke kan genoptages, efter at det blev stoppet natten mellem tirsdag og onsdag i sidste uge.
– Danske fiskere siger reelt farvel til en indtjening på 200 millioner kroner i direkte afregning, og det er en skandale. Det er mange år siden, der har været så mange tobis, og alligevel må vi nu lægge fartøjerne til kaj med de konsekvenser, det får for såvel fiskere som industri, siger han og fortsætter:
– Alt peger på, at der netop i år er masser af tobis: Der er gode fangstrater, det er store tobis, der bliver fanget, og der er tobis overalt i Nordsøen – ja, selv i Skagerrak og Kattegat er der tobis. Og det er ikke bare noget, vi fiskere finder på – biologerne giver os ret, pointerer Flemming Kristensen.
Han mener, at beslutningen om ikke at forhøje kvoten er ødelæggende for det danske industrifiskeri. Indtægterne fra tobisfiskeriet udgør typisk en væsentlig del af årsindtjeningen for industrifiskerne, og årets fiskeri skulle have været bindeleddet frem mod efteråret, hvor der traditionelt fiskes brisling og sperling.
– Tobisfiskeriet skulle have været grundlaget for fiskerne, og det er det ikke blevet til, fordi fiskeriet næsten sluttede, før det kom i gang. Samtidig ved vi nu, at vi formentlig heller ikke kommer til at fiske sperling i år, og så er der kun brisling tilbage. Det er ikke nok til at holde flåden oven vande, siger Flemming Kristensen og fortsætter:
– Det drejer sig måske om 400-500 mennesker på land og måske ligeså mange fiskere, der bliver ramt af tobisstoppet. Det er ganske enkelt en katastrofe for både det danske fiskeri og de lokalsamfund, der er direkte berørt af fiskeriet, siger Flemming Kristensen.
Han tilføjer, at Danmarks Fiskeriforening har indkaldt til et stormøde om tobissituationen på torsdag den 24. maj. Det sker klokken 13.00 på Golf Hotel Viborg.
FiskerForum – 22. maj 2007